Search billions of records on Ancestry.com
   
 
Eftersom jeg er født Ørum , vil jeg begynde med at fortælle om FAMILIEN ØRUM.


FAMILIEN  ØRUM

Stadsmusikanter i Norge


I familien Ørum kan man spore de første rødder  tilbage til Norge i 1600-tallet, men den norske gren af familiehistorien begynder egentlig i Tyskland noget før. En flok mennesker, blandt dem nogle omrejsende musikanter, drager sammen ud for at søge lykken i fremmede lande, de ender i Norge, og blandt dem er der de to, der skulle blive forældre til Agnethe Riettels. Hun bliver i begyndelsen af 1600-tallet gift med en Peter Grøter, og her er lidt af deres historie, som jeg har fra Norsk Slektshistorisk Tidende:

"Peter Grøter bodde først i 1630-årene i Christiania med sin kone, Agnethe Riettels, og to barn. Han var stadsmusikant, eller "bestelter Instrumentist". Den sikrede tilværelsen i Christiania går med ett slag i stykker i 1634, da Peter Grøter ble truet og kom i slagsmål med en kamerat og stakk ham ned i selvforsvar. Mannen døde, og Peter måtte i landflyktighet. Agnethe forsøkte tappert å få ham tilbake. Hun skrev til innflytelsesrike personer for å redde sin mann og deres tilværelse. I august 1634 skrev hun bl.a. (gengivet i oversættelse fra tysk til norsk):

"Må jeg stakkars, elendige, meget bedrøvede kvinne (...) fremføre min elendighed og nød og ikke unngå klagende å fortelle, hvordan min mann, beskikket instrumentist i Christiania i Norge, uten risiko blir uvenner med sin kamerat og, da han blir ille behandlet av den andre, uten risiko griper til nødværge og med et stikk sårer den andre, som er død på grunn af legens manglende tilsyn, (og fortelle) hvordan jeg så har fullt tilstrekkelig bevis for at min mann kommer uskyldig i den store ulykke, og har altså måttet flykte, Gud i himmelen forbarme seg, og etterlatt meg i stor elendighet og sorg, med to små, uoppdradde barn og påny i omstendigheter... ."

I oktober 1634 utstedes et leidebrev, slik at han kan bli forsvart i retten. Saken omtales i Kancelliets Brevbøger, og det understrekes også her at skylden til dels legges på legen. Men det hjalp ikke. Halvparten av formuen hans ble inndratt til sakefalls-kassen, og Peter Grøter måtte i mange år fremover leve i landflyktighet. På lengre sikt var ulykken likevel ikke så stor, for både han og sønnen Hans Jürgen tjente til livets opphold som musikanter i Göteborg.
......
Agnethe Riettels opplyser i 1634 at begge foreldrene hennes var født i "Hoch­deutschlandt" (dvs. det bjergrige Sydtyskland). Hun forteller også at faren arbeider i Norge - "in I. K. M. (dvs. Ihren Königlichen Majestäten) alhier in Diensten".

Knut Bryn skriver i nyhedsgruppen ”no.fritid.slektsforsking.efterlysing” om stadsmusikanter på den tid
:
”Stadsmusikantene hadde kgl. privilegium til å varte opp med musikalsk
underholdning mot betaling.  ….

Jeg har en gang skrevet av en kunngjøring i Adresseavisen fra 13. mai 1768 som
gir litt inntrykk av hva slags underholdning stadsmusikantene levde av:

Paa Stadens Raadstue blev den 25 April sidstlede sadt følgende Taxt for
Musicanten her i Staden:

1) Naar Stads-Musicanten selv-femte giør Opvartning til Dands, betales ham for
hver Time, en Rigsdaler; forlanges kun 4 Personer, betales for hver Time 5 Mark
Danske; For 3 betales 4 Mark Danske; og for 2 betales 3 Mark Danske, for hver
Time, de opvarter.

2) Forlanges en af Stads-Musikantens Drenge til at spille for Børn, som i Dands
informeres, betales for Timen 8 Skilling.

3) For at opvarte ved Concerter, publique eller private, betales for hver Person
for Timen 16 Skilling.

4) Forlanges 2 allene til at giøre Opvartning med Valdhorn, Trompetter,
Clarinetter eller andre blæsende Instrumenter, hvilket kan have Sted ved
Bryllupper, Festins og deslige, betales hver Time med en halv Rigsdaler for hver
Person. Forlanges flere Personer, da betales i Proportion.

5) For paa de 3 store Høytids-Dage at blæse af Taarnene, Kirke-Musique, samt at
trække op med Spil for Borger- og Brand-Compagnierne, naar de marchere op en
Parade, gotgiøres ingen Betaling, saasom ham just derfor den Løn, aarlig 50
Rigsdaler, af Byen er tillagt.

6) For at giøre Opvartning i Kirkene ved Traur-Musique, betales , for hver
Person, som Cantor dertil forlanger, en Rigsdaler; I lige Maade ved Brudevielser
i Kirken, og Børne-Daab, ifald dertil Musique forlanges.

7) Endskiønt Stads-Musikantens Privilegium allene strækker sig til Trondhiems
Bye og dens Forstæder, tiltrædes ham dog gierne med sine Folk at giøre een eller
et Par Dages Reyse paa Landet, for der med Spil at opvarte; naar han samme Dage
for opvartning i Byen er ledig. Udi slige Tilfælde betales ham, som han, med de
det forlanger, selv best kan accordere.

8) Alle andre slags Opvartninger med Musique, som ikke her ere benævnte, betales
efter Accord.”


Det tredje barn, som må være det barn, Agnethe ventede, da hun skrev sit bønskrift til majestæten, Anne Elisabeth Pettersdatter Grøter, bliver gift med Pouel Rødder. Ifølge mormonerne er de blevet gift i oktober 1647 i Christine kirke i Göteborg og ifølge en norsk kilde i 1652 i Christiania, som Oslo hedder på det tidspunkt. Hun føder 9 børn (det første vi kender er fra 1653) og dør et stykke tid efter det niende barns fødsel.
Igen fra Norsk Slektshistorisk Tidende: ”(Pouel Rødder var) Stadsmusikant, først i Göteborg, fra 1655 i Christiania, hvor han ses nævnt sammen med sin hustru, da deres søn Peter bliver døbt i byens kirke i 1657. Han benævnes da 'Trompeter' og har formentlig tilhørt den militære garnison. I 1660 er han af byens øvrighed blevet beskikket til 'Stads-Musicant', hvilket blev endelig stadfæstet af Frederik 3. den 1. februar 1664 og efter kongeskiftet i 1670 bekræftet af Christian 5. den 23. juli 1670.
Han kom muligvis oprindelig fra Tyskland, men vi ved, at han kom til Norge over Göteborg.

Ifølge byregnskaber for Christiania for 1662 ejede Monsieur Pouel Rødder i 1662 et hus, der var 350 daler værd, i "Abraham Pottemakers kvarter", antagelig i den nordlige ende af byen.

I kirkebogen står der for den 16. oktober 1672:" M: Pouell Rødder (begravet) i Kierchen, begr: under det ny pulpitur, med alle kl: (klokker) och d(en) største fri" (dvs. gratis).”



Et par skrædermestre


Pouel Rødders datter Agnethe Elisabeth Poulsdatter Rødder bliver i 1690 gift med Anthonius Brinchmann, som er skrædermester i Christiania. De får 10 børn. Ved hendes begravelse i Christiania blev der ringet med alle domkirkens klokker. Begravelsen kostede 200 daler. Det er udtryk for, at det var en velhavende kvinde, der blev begravet. Skifte blev afholdt 15.06.1710. Ligesom Rødder og Grøter ser Brinchmann ud til at være en stor slægt i Norge.

En af de mange døtre af Agnethe og Anthonius, Maria Anthoniusdatter Brinchmann, bliver i 1716 gift med Rasmus Pedersen Bech, som også er skrædermester, men i Bragernes ved Drammen. Hun er født i 1696, og mere ved vi ikke om hende, før der i kirkebogen står om hendes begravelse: ”Maria Anthonisdatter Rasmus Becchis begravet 08.02.1738 i Bragernes”. (Bragernes udgør nu en del af Drammen by).


En skrædersøn bliver præst i Danmark


I 1720 får Maria og Rasmus i Bragernes en dreng, som får navnet Anthonius Rasmussen Bech. Rasmus er en dygtig skræder, som har råd til at give sine sønner en god uddannelse og få sine døtre godt gift med en ordentlig medgift. Anthonius viser sig at være så begavet, at præsten i Bragernes anbefaler, at han bliver sendt til Danmark for at studere teologi. Han bliver cand. theol. i 1749, og i 1755 bliver han beskikket som kapellan ved Skt. Mortens kirke i Randers, hvor han bliver til sin død i 1766. På bagsiden af altertavlen i Skt Mortens kirke kan man i dag se hans navn sammen med alle de andre præster og kapellaner. I 1756, altså året efter sin eksamen, bliver han gift med Kirstine Marie Johansdatter Birch. De får 4 børn, hvoraf en, Johannes, bliver degn. Han går i Randers latinskole og får i 1778 ’akademisk eksamen’, hvilket svarer til nutidens studentereksamen, med karakteren ’haud illadabilem’,  noget i retning af ’næppe urosværdigt’. Johannes Bech nævnes to gange i Biskop Balles visitatsbog som en udmærket degn i Brøndbyøster på Sjælland. - Desuden fødes tvilingerne Manasse og Ephraim, som dør kort tid efter fødslen.

Kirstine Maries mor hed Anna Olufsdatter Bang, og med hende kan vi følge familien Bang tilbage til midten af i 1600-tallet.

Tilbage til Anthonius Rasmussen Bech og hans kone Kirstine Marie Birch. I 1760 får de en datter, Anne Sophie Bech, som i  Folketællingen for 1787 for Randers købstad angives at være ” 28 år, ansat hos Birgitte Andrea Borchardt, Torvet nr. 6, Randers, som Husjomfrue.”
I 1791 bliver Anne Sophie gift præsten i Haasum Lauritz Jensen Ørum. Hun var hans 2. kone.
Og så er det tid til at se på Lauritz Jensen Ørums forfædre i Danmark.

Ørum kirke
Ørum Kirke



FAMILIEN ØRUM


Den tidligste ’Ørum’, vi kunne finde frem til, var Jep Nielsen, som var gårdmand i landsbyen Ramten i Ørum sogn på nordøstsiden af Djursland (Djurs Nørre Herred). Vi kender ikke den nøjagtige dato for hans fødsel, men man kan regne sig frem til, at han blev født i 1630 ud fra kirkebogen, som starter i 1692. I indførelsen for 1694 står der, at han blev begravet på kirkegården i Ørum 64 år gammel. Den gård, han boede på og havde i fæste, overgik sammen med fæstemålet til hans søn, Peder Jepsen. Peder Jepsen  blev født i Ramten i 1661 og døde i august 1737, 76 år gammel.. Gårdefæstet gik derefter til Peder Jepsens søn Jeppe Pedersen, som blev født i januar 1698. I juni 1720, da Jeppe var 22 år, blev han gift med Ane Jensdatter, som var 6 år ældre end ham. Hun var 79, da hun blev begravet i 1772. Gården har således været i samme families besiddelse i tre generationer, måske endnu længere. Landsbyen Ramten har gamle aner. I Traps Danmark kan man se, at det ældste navn for Ramten er Ramptum (dokumenteret i 1203), og dele af kirken, som ligger i Ørum, er i rent romansk stil, så det er kun de manglende og særdeles lemfældigt førte kirkebøger, der forhindrer os i at komme længere tilbage. Det er ikke ualmindeligt at se en indførsel som: Degnens søn i Ramten kaldet Niels. Det er først meget senere, at man fortæller moderens navn og navnene på fadderne, og i dette tilfælde har man altså ikke engang navnet på faderen, kun at han var degn i Ramten.


Ørum kirke
Gården i Ramten havde matrikel nr. 1a, udstykket fra godset Ørbækgård. Alle kirkelige handlinger foregik i kirken i nabolandsbyen  Ørum. Jeg har været i Ramten og besøgt de nuværende ejere af denne matrikel.  Den oprindelige gård brændte i begyndelsen af 1940’erne, kun trappestenen er tilbage, og den udgør nu indgangen til haven, som er anlagt, hvor det gamle hovedhus lå. Landskabet ved Ramten er smukt og let bakket, der er et par småskove i nærheden, og der har oprindelig været en lille sø lige på den anden side af landevejen, som går forbi gården. Den er nu blevet til mose.

Jens Jepsen Ørum


Jeppe Pedersens og Ane Jensdatter fik 7 børn, men de tre af pigerne blev kaldt Anne, så de to første har næppe overlevet, muligvis heller ikke den sidste. I det hele taget ved vi ikke noget om de 6 af dem, og det er usikkert, om gården blev overtaget af den anden søn Christen, for ham har jeg heller ikke kunnet finde noget om. Men Jeppes og Anes søn, Jens Jepsen, blev døbt i  Ørum kirke den 2. april 1724, og nu er der lidt flere oplysninger at holde sig til. Han kom på session i Grenå og blev senere soldat i Randers i Slesvigske Kyrassérregiment. Dengang var det almindeligt, at man gav soldaterne tilnavn efter, hvilken by de kom fra, især hvis det var et rytterregiment de kom til. Sådan gik det nok til, at Jens Jepsen kom til at hedde Ørum til efternavn. Det er altså her navnet Ørum findes for første gang. Der findes naturligvis mange andre familier med efternavnet Ørum, de stammer bare fra andre byer, der hedder Ørum, og har ikke noget med vores familie at gøre. Der findes gennem tiderne en hel del mennesker i Randers med efternavnet Ørum og nogle af dem stammer givetvis fra Jens Jepsen og hans søn Jeppe Jensen Ørum, som var degn og havde 14 børn………

Mens Jens Jepsen var soldat, var han trompeter (udtales trumpeter) i Det Slesvigske Kyrassérregiment,  dvs. han blæste f.eks. reveille og retræte. Et kyrassérregiment er et rytterregiment. Hans tid som trompeter varede i alle de 10 år, hvor Slesvigske Kyrasserregiment var stationeret i Randers. Da regimentet blev forflyttet fra Randers, blev han boende i Randers og gik over til civil beskæftigelse. Han blev han først retsbud og siden retsbetjent hos byfogeden i Randers. Han var således en mand af mange evner, og hans pertentlige underskrift findes på adskillige retsdokumenter i Randers. Når der f.eks. skulle foretages skifte, var han med retsassessoren ude for at tælle boet op, og så var han vidne og medunderskriver på skiftedokumentet. Han er den første, som vi ved lidt mere om end bare fødsels- og dødstidspunktet, fordi der er bevaret adskillige dokumenter fra tiden omkring deres ægteskab. I 1748, da han var 30 år gammel, blev han gift med Cathrine Lauritzdatter Borum. Hun var datter af en handelsmand fra Randers, Lauritz eller Lars Borum. Hun var 27 år ved sit giftermål, han 24, og hun døde tidligt, kun 44 år gammel, efter at have født syv børn.

Her er indtegningen i kirkebogen fra deres bryllup:

Fra kirkebogen i Sct. Mortens kirke, Randers:
Vi underskrevne kavererer (garanterer) for
Jens Jeppesen, Trompeter, og Cathrine Lauritzdatter, som agter at begive sig i Ægteskab tilsammen, at de begge er fri for andet ægteskab og ej er hinanden beslægtede, hvilket vi med vore Hænder bekræfter. Randers den 21. August 1749. Trolovede 26. August 1749. Copulerede den 14. Oktober 1749. sign. Christian Friderich Esmann   Albert Hunding.


Det første barn, Jeppe Jensen Ørum, blev født allerede tre måneder efter, i begyndelsen af december 1749.

Der findes to dokumenter, hvoraf det fremgår, at Jens Jepsen har lånt betydelige beløb for at få økonomien til at løbe rundt, første gang mens han var gift med Cathrine, og anden gang kort tid efter Cathrines død i forbindelse med sit andet bryllup med Malene Pedersdatter. Cathrines og Jens’s ældste barn, sønnen Jeppe (jeg har også set ham omtalt som Anders Jeppe) fik 14 børn – dog levede ikke alle til voksenalderen. Jeppe blev student og læste teologi, men blev ikke præst som sin bror Lauritz, måske har hans teologieksamen ikke været så stor, men han har nok snarere været drikfældig, og så blev han degn i stedet. (Eller hans løn har været så ussel, at han begyndte at drikke. Det var ikke ualmindeligt blandt degne på det tidspunkt). I en bog om degne af Jeppe Åkjær står der om Anders Jeppe Jensen  Ørum: ”Når præsten gik på prædikestolen, gik degnen på kroen, og efter prædiken måtte præsten så selv synge”.  Den 31 august 1755 fik Cathrine og Jens deres tredje barn, en søn, som blev døbt Lauritz efter sin morfar Lauritz Borum. Lauritz Jensen Ørum læste teologi på universitetet i København, og nu kan vi slå op i Wibergs Præstehistorie og få lidt flere oplysninger. Han blev student fra Randers latinskole i 1778 (23 år gammel), så tog han til København og læste teologi, og fem år senere blev han cand.theol. Han fik præsteembede i ’Haasum og Ramsing sogn, Rødding Herred, Viborg Amt og Stift’. Haasum ligger ca. 10 km vest for Skive. Han tiltrådte i embedet i august 1788 og blev ordineret i september samme år. Hvad han lavede i de mellemliggende år, ved vi ikke noget om. Som det var almindeligt dengang, giftede han sig (i april 1789) med formandens enke. Præstegårde var store huse, og præsten var nødt til at have både en husholderske og et par tjenestefolk til at passe husholdningen, så det var nærmest et krav at gifte sig med enken. Det betød også, at præsteenken blev forsørget og ikke lå det lokale samfund til last. Præsteenken hed Dorothea Helvig Lauritsdatter Aagaard, født i 1749, og havde født en søn og fem døtre i sit 12-årige ægteskab med den tidligere, Niels Berntsen Mulvad. Hun var 40, da hun blev gift med Lauritz, mens han var 34 år gammel. Året efter, i 1790, fik Lauritz og Dorothea en datter, som også kom til at hedde Dorothea, men moderen  døde i barselsseng i 1790. I marts 1791 blev Lauritz gift med Ane Sophie Bech. Ane Sophie Bech  var 28 år og ansat hos Birgitte Andrea Borchardt, Torvet nr. 6, Randers, som Husjomfru. Lauritz fik en lang embedsperiode på 36 år og gik af som præst i 1824, da han var 68. Tre år senere døde han. Ane Sophie var datter af kaldskapellanen ved Sct. Mortens Kirke i Randers Hr. Antonius Bech, som vi kender fra den norske gren af familien, og Marie Christine Johansdatter Birch.

Lauritz og Ane Sophie Bech fik 6 (dokumenterede) børn, men ifølge kirkebogen er hun er introduceret i kirken 8 gange, så der må  have været to børn til. Efter en fødsel ansås barselskvinden for uren, og hun blev først’ introduceret’ i kirken et vist antal uger efter fødslen, nogle steder 3 uger efter en dreng og 6 uger efter en pige, men det varierer fra egn til egn. I visse kirker er der bestemte bænke, hvor de kvinder, der skal introduceres, skal sidde, før præsten kommer og ’henter dem ind’.

Der findes nu en række dokumenter, nemlig omtale af Lauritz og hans bror Jeppe fra deres skolegang Randers Latinskole, samt skifte efter Lauritz og Ane Sophie, som begge døde i 1827 med tre måneders mellemrum.

En af døtrene hed Cathrine Marie Lauritzdatter Ørum. Ved hendes dåb var der blandt fadderne foruden ejeren af Kiergaardsholm herregård og svigersønnen på herregården Kaas også en Jørgen Brøndum. Den familie kom til at spille en rolle senere hen i hendes næsten 80-årige liv. Men først lod hun sig 19 år gammel en sommeraften bedåre af husmand Søren Jørgensen, som straks derefter forsvandt fra hendes liv og efterlod hende med en søn, som blev døbt Janus Sørensen Ørum. Han blev min oldefar. Derefter levede hun i nogle år sammen med husmand Peder Andersen Quist, og med ham fik hun yderligere to børn, Anne Sophie og Peter Quist. Alle tre børn var særdeles godt begavede, Anne Sophie og Peter fik meget fine skudsmål, da de gik ud af skolen ved konfirmationen, og Janus endte som kirkesanger og førstelærer i Års. Datteren Anne Sophie blev gift med en seminarist, senere lærer, Troels Pedersen, som var uddannet på samme seminarium som Janus, Snedsted Seminarium.

Da Cathrine var  40 år gammel blev hun så endelig gift - med skrædermester Antonius Brøndum fra Skive (måske en søn af fadderen ved hendes dåb, Jørgen Brøndum). De fik to drenge, den ældste levede kun kort tid, men den yngste, Jacob Anthoniussen Brøndum, giftede sig med Nielsine Bech og fik bl.a. en datter, Katharina Marie Bech Brøndum, som blev gift med forfatteren Sophus Michaëlis og derefter kaldte sig Karin Michaëlis. Hun blev en kendt forfatterinde. Da Cathrine er 33 år gammel, dør begge hendes forældre med få måneders mellemrum, og ved skifterne har Cathrine, der på det tidspunkt ikke er gift, hver gang en lavværge med, hendes gifte søstre møder hver med sin ægtefælle, og Cathrine skriver under på skifterne ”med ført Pen” (m.f.P.), dvs. hun kunne formentlig hverken læse eller skrive.

Men at dømme efter, hvor mange gange hun stod fadder for børn i sognet, har hun været en respekteret kvinde, og endnu længe før hun blev gift, stod hun som ’ejer af huset’, som hun boede i med sine børn. Hun er faktisk den, der fører Ørumnavnet videre, for hendes søstre, der blev gift, kaldte sig ved mandens efternavn, mens hun holdt fast ved at hedde Lauritzdatter Ørum. Hun havde også et par brødre, de kunne også have ført navnet videre, men de må være døde som små.

Der var indtil for få år siden et hus i Års, der hed Cathrines Minde. Inskriptionen stod på østgavlen  af træhandler Stissings hus. Det vides ikke, om det var det hus, hun havde boet i.

Janus Sørensen Ørum, som altså overtog Ørum-navnet efter sin mor, og som vi skal høre mere om lidt senere, blev gift med Mariane Larsdatter. ”Et uægte pigebarn” skrev præsten i kirkebogen under ”bemærkninger”, for Mariane var født i 1813 og hendes forældre blev først gift i 1816. De fik endda endnu en ’uægte’ datter, før de blev gift. Mariane havde sine rødder solidt plantet i bondejord syd for Holstebro i Nørre Felding, Tvis, Idom og Vinding sogne. Marianes mormor var datter af Christen Nielsen Busk, og hendes morfar var af Junge-slægten. Hele hendes familie stammede fra dette område, de var alle gårdmænd og husmænd, som kan spores tilbage til 1600-tallet, og den mest farverige person i dette galleri af bønder var nok Marianes morfar, Christen Jensen Sognstrup fra gården Sognstrup i Nørre Felding, Ulfborg herred, Ringkøbing amt.

Christen Jensen Sognstrup

Christens farfar Christen Iversen fra det lille samfund Sognstrup i Nørre Felding sogn  giftede sig med Maren Jensdatter fra gården Dyrmose, og der vedblev at være bånd mellem disse familier, hvilket ses af, at folk fra Sognstrup og Dyrmose nævnes mange gange i kirkebøgerne som faddere for hinandens børn. De to gårde ligger også tæt på hinanden i Sognstrup sogn.

Her er en oversigt over Christen Jensen Sognstrups liv:

Levnedsløb for

Christen Jensen Sognstrup

født august 1720 i Sognstrup, døbt 18. august 1720 i Nørre Felding
 død september 1793 i Sognstrup, begravet 22. september 1793 i Nørre Felding.


1720:           Dom XII Trinit. (18. august) døbte jeg Jens Sognstrup hans søn kaldet
 Christen, faddere Jens Hvas, Søren Sognstrup, hans kone og søn, Anne deres datter i Skinbjerg.

Der eksisterer ingen kirkebog fra 1735 til april 1749

1744 (ca):    gift 1. gang  --  med Maren Andersdatter fra Dyrmose (1720-1751) hun
 blev 31 år og fik 3 børn (formentlig flere).

1745:    Født ca. 1745 Christen Sognstrups datter: Mette (1) (1745-?) Christensdatter,
 som bliver konfirmeret i april 1763 18 år gammel.
Hun bliver gift med Peder Jensen fra Skau i Borbjerg sogn.

1749:    Født ca.1749: Christen Sognstrups datter Kirsten (1) (1749-1772, blev 23 år,
 (begravet 26. april  1772)

1751:     Den 2. maj begravet Christen Sognstrups 1. Hustru Maren Andersdatter,
 som døde i barselsnød og ej blev forløst.
    Dødfødt barn.

- - - o - - -

1751/1752:    gift 2. gang  --   med Maren Jensdatter fra Dyrmose (1727-1762)
hun blev 35 år og fik 6 børn

1752:    Den 2. juli døbt Christen Sognstrups Barn kaldet Jens (1)  (1752-1839,
blev 87 år) båren af Jens Dyrmoses kone. Faddere var Bertel Sognstrup og Hustru Karen Christensdatter, Jens Sørensen og Jens Jensen af Dyrmose. Jens Christensen bliver gift og får 6 børn. Det er formentlig gennem hans linie, at gården Sognstrup går i arv.
   Den 6. august introduceret Christen Sognstrups Hustru Maren Jensdatter.

1754:    Den 7. april døbt Christen Sognstrups datter kaldet Maren (1) (1754-1754,
blev 20 uger), båren af dennes tjenestepige Inger Jensdatter. Faddere var Jens Sørensen i Refning af Vinding sogn, Bertel Sognstrup og Hustru, Jens Dyrmose og Christen Pedersens Hustru af Boutrup, nemlig Inger.
   Den 12. maj introduceret Christen Sognstrups Hustru Maren Jensdatter.
   Den 25. august begravet Christen Sognstrups datter Maren (1) 20 uger og 3 dage gammel.

1755:    Den 23. november konfirmeret Christen Sognstrups 2de (tvende) Tvillingedøtres dåb, som tilforn
formedelst svaghed var sket i Huset, ved navn kaldet Kirsten (2) (1755-1756, hun blev 7 mdr.)  båren af Jens Dyrmoses Hustru Kirsten Jensdatter, den anden kaldet Maren (2) (1755-1783, hun blev 27 år) (hun blev vores ane) blev båren af Bertel Sognstrups Hustru Johanne Hendricksdatter. Faddere var Jens Sørensen af Avning, Bertel og Stephan Sørensen af Sognstrup, Lave Sig af Idom, Jens Jensen af Dyermose, Sidsel Jensdatter og Moder af Boutrup, Christen Andersens og Poul Harrestrups døtre. Maren bliver gift med Bertel Poulsen Junge og får  2 børn.

1756:    Den 1. januar introduceret Christen Sognstrups Hustru, nemlig Maren Jensdatter.

1756:    Den 20. juni begravet Christen Sognstrups Hustrus datter Kirsten (2)  28 uger gammel
 (den ene af tvillingerne)

1757:    Den 13. november døbt Christen Sognstrups datter, kaldet Kirsten (3) (1757-1806, hun blev 48 år)
båren af Christen Pedersens Hustru i Boutrup, nemlig Inger Nielsdatter. Faddere var Bertel og Stephen Sognstrup, lille Jens Dyermose, Jens Sørensen af Reuning og Christen Jacobsens Hustru af Skindbjerg, Johanne Margrethe Christensdatter. Kirsten bliver i 1776 gift med Andreas Christensen fra Spåbæk i Vinding. Hun får 7 børn.

1758:    Den 6. januar introduceret Christen Sognstrups Hustru, nemlig Maren Jensdatter.

1759:    Den 17. juni absolveret i ægtestand Christen Jensen af Sognstrup ab delictum
 6-te præcepti indgået med Appelone Nielsdatter fra Simonstorp i Idom Sogn. (Han har haft en udenægteskabelig affære og har fået kirkens tilgivelse). Om forholdet resulterede i et barn har det ikke været muligt at finde ud af.

1762:    Den 15. august døbt Christen Sognstrups søn Jens (2) (1762-1762, blev 5 uger),
båren af Inger Boutrup, Christen Pedersens Hustru, ibid. faddere var Bertel Sognstrup og Hustru, Jens Dyermose, Jens Pedersen af Boutrup og Jens Dyermoses søn, (samt) Tjenestepigen Anne Pedersdatter.
    Den 29. august begravet Christen Sognstrups Hustru Maren Jensdatter, 35 år gammel.
    Den 15. september begravet Christen Sognstrups liden søn Jens (2) 5 uger gammel.

- - - o - - -

1762:    gift 3. gang --  den 9. december 1762 med Eva Poulsdatter, fødesogn ukendt
(1733-1765, hun blev 32 år): 1 barn
November 1762 trolovedes Christen Sognstrup og Eva Poulsdatter fra Præstegården
    Forlovere: hans Fader og broder Jens og hans broder Bertel Sognstrup og Søren Dyrmose.

1763:    April, konfirmeret Christen Sognstrups datter Mette (1) Christensdatter fra Sognstrup, 18 år gammel.
Selv om Maren (2) er i live, bliver en ny datter alligevel også døbt Maren (3)

1764:    Den 5. april døbt Christen Sognstrups datter Maren (3) (1764-1764, hun blev 5 mdr),
båren til dåben af minKone (Præstefruen) Ellen Møller. Faddere var Bertel Sognstrup og Adser Andersen, og Maren Madsdatter, Jomfru Maria Hald, alle af Præstegården, og Maren Pedersdatter af Sognstrup.

1765:    Den 5. august begravet Maren (3), Christen Sognstrups liden datter 19 uger gammel.
             April begravedes Eva Poulsdatter 33 år og nogle måneder gammel.

- - - o - - -

1765/1766:    gift 4. gang  --  med Maren Eskildsdatter fra Ramskov i Vinding sogn (1739-1767,
 hun blev 28 år): 1 barn

1767:    Den 28. oktober døbt Christen Sognstrups datter Anne (1767-1768, hun blev 10 mdr.) båren af Anne
Cathrine af Ramskov, tjenende på Krogsdahl. Faddere var Bertel Sørensen af Sognstrup, Søren Ramskov tjenende på Krogsdahl, Søren Dyermoses Hustru Johanne og Mette Christensdatter af Sognstrup (hans datter), Kirsten Poulsdatter tjenende i Sognstrup.

1767:    Den 2. november 1767 begravedes Christen Jensen Sognstrups Hustru Maren Eskildsdatter,
som døde i barselsseng 29 år gammel

1768:    Den 24. juli begravedes Christen Sognstrups liden datter Anne 37 uger 3 dage gammel.

- - - o - - -

1768:    gift 5. gang   --  den 10. februar 1768 med Sidsel Nielsdatter fra Mejrup sogn
(1736-1812, hun blev 76 år), 3 børn    
Den 6. november døbt Christen Sognstrups søn Jens (3) (1768-1769, blev 4 mdr.),
båren af Anders Kaaberups Hustru af Mejrup Sogn. Faddere var Anders Kaaberup, Niels Bjerregaard af Mejrup, Bertel Sognstrups Hustru Karen Madsdatter, Søren Dyermose og Mette Christensdatter af Sognstrup (Christen Sognstrups datter).

 Den 27. december introduceret Christen Sognstrups Hustru.

1772:    Den 26. april 1772 begravet Christen Sognstrups datter Kirsten (1) 23 år og 8½ uge gammel.
Den 21. juni døbt Christen Sognstrups datter Mette Kristine og båren af Søren Dyrmoses hustru Anne Knudsdatter. Faddere var Bertel Sognstrup og søn Christen og datter Anne Catharina, ibidem Christen Sognstrups begge døtre Mette og Kirsten.
Mette Kristine bliver gift med Poul Knudsen fra Røjkjær i Vinding og får 1 datter.
             Den 2. august introduceredes Christen Sognstrups hustru.

1776:    Den 16. januar blev Christen Sognstrups hustru efter 4de Dages hård fødselssmerte forløst
med en søn, som døde i fødslen.
    Den 21. januar blev Christen Sognstrups dødfødte søn begravet.

1793
I september 1793 bliver Christen Jensen Sognstrup begravet.
 Præsten skriver i kirkebogen: Han havde været gift 5 gange og havde 20 børn.





Christen Sognstrup var altså gift fem gange, og foreløbig har jeg kun fundet 14 af hans børn i kirkebøgerne, men ved hans begravelse sagde præsten, at Christen havde fået 20 børn. Også her mangler desværre kirkebogen for en vis periode. Derudover måtte han på et tidspunkt stå skoleret i kirken ved at blive ”publice absolveret” (offentligt tilgivet) for at have haft et forhold til en Appelone Nielsdatter fra nabogården Harrestrup. De fire første koner døde alle i barselsseng, kun én blev gammel sammen med ham, og de fleste af hans børn døde også enten ved fødslen eller som ganske små. Ved folketællingen i 1787 er Christen Jensen gift for 5. gang, og der står også en søn Jens Christensen, ’fra 2. ægteskab’. Senere folketællinger tyder på, at det er denne Jens, der fører slægtsgården videre, men det er noget usikkert, eftersom der også er en anden Jens Sognstrup. Man var i det hele taget ikke særlig opfindsom, når man navngav sine børn, men der var en stærk tradition for at opkalde pigerne efter barnets mormor og farmor, drengene efter farfar og morfar. På grund af den høje børnedødelighed navngav man yngre børn med samme navn som en tidligere afdød søster eller bror, eller en pige blev opkaldt efter en tidligere afdød kone.

Efter at en kone var død, som regel ved et barns fødsel, gik der sjældent mere end et år, før manden var gift igen. Man kan forestille sig, at familierne til giftefærdige døtre gik i gang med forhandlinger om, hvem der nu skulle giftes med enkemanden, for der var nok noget prestige i at blive gift med en gårdmand. Gården Sognstrup må have været veldrevet og er den dag i dag i familien Sognstrups eje. En sommer traf jeg en dame, som var ejer af en af gårdene i det lille samfund Sognstrup i Nørre Felding sogn. Hun fortalte mig, at i dag, når døtrene i familien blev gift, betingede de sig, at deres børn alle blev kaldt Sognstrup som mellemnavn.

På egnen har man været stærkt indremissionsk, men i 1883 bliver der oprettet en valgmenighed i Holstebro, og da Maren Kristensen , et tipoldebarn af Christen Jensen Sognstrup, skal konfirmeres i 1889, bliver det i valgmenighedskirken i Holstebro og ikke i Nørre Felding. Man kan forestille sig, at der er gået en del diskussioner forud i familien.

På et tidspunkt fik Christen også tvillinger, to piger, hvoraf den ene døde kort efter fødslen. Den anden blev min ane. Denne overlevende tvilling Maren Christensdatter bliver gift med Bertel Poulsen, hvis forældre også kommer fra de to betydelige jyske slægter på Holstebro-egnen, Junge-slægten i Vinding sogn i syd og Busk-slægten fra Sevel sogn nordøst for Holstebro. Maren og Bertel får to døtre Maren og Karen. 2. juledag
1816 bliver datteren Karen gift med gårdmand Lars Pedersen, som ved deres bryllup er dragon i Nyborg, senere bliver han også teglbrænder, og ved sin død omtales han som gårdmand.
Deres datter Mariane Larsdatter bliver gift med Janus Sørensen Ørum, og derved dannes der et bindeled mellem på den ene side bønderne i Ringkøbing amt og på den anden side den norske gren med dens stadsmusikanter og skræddere og fæstebønderne fra Ramten by i Ørum sogn på Djursland.

Janus Sørensen Ørum


The image “http://freepages.genealogy.rootsweb.com/~hedvig/images/janus_oerum.jpg” cannot be displayed, because it contains errors.Mariane og Janus får 6 børn, men kun de fire overlever den spæde alder. Her som i tidligere tider følger man den skik, at det nye barn får samme navn som det døde barn, så der er to drenge med navnet Poul Peter og to piger med navnet Cathrine Marie. Det er også normen, at børn bliver hjemmedøbt umiddelbart efter fødslen og derefter fremstillet i kirken på et senere tidspunkt. Med det store antal børnefødsler i de fleste familier var det uundgåeligt, at der også var en høj spædbørns­dødelighed. Dette mønster holdThe image “http://freepages.genealogy.rootsweb.com/~hedvig/images/mariane_larsdatter.jpg” cannot be displayed, because it contains errors.er sig – især på landet – helt op i 1900-tallet.
 

Jo nærmere vi kommer til vores egen tid, desto flere detaljer har vi om personerne, og der er både skriftlige og mundtlige kilder at øse af. Janus Sørensen Ørum spiller en fremtrædende rolle i sognet, han er formand for sognerådet, og han er med til at få indført jernbanen til Års. Han lader også til at have haft et hidsigt temperament. Det fremgår af en historie i nogle papirer, som jeg har fået fra Lokalarkivet i Års.

Efter endt skolegang blev Janus i 1837 uddannet til lærer på lærerseminariet i Snedsted ved Thisted, samme sted som den Troels, der blev gift med hans halvsøster Anne Sophie Quist, og den 25. september 1842 kaldedes han af biskoppen til lærer og kirkesanger i Års. Her blev han i 41 år og endte som førstelærer. Det er ganske pudsigt, at den mand, som skulle blive skolelærer og kirkesanger, havde fine karakterer i alle fag undtagen musik. Måske var de ikke så musikalske i den familie. Jeg mindes i hvert fald, at min far påstod, at han var så umusikalsk, at han ikke engang kunne synge 'Jeg er Havren’. Men det er nok også fra Janus, at citatet "Langfredag var en bitter dag, men skøn var Påskemorgen" stammer. Det blev med usvigelig sikkerhed citeret at min far hver eneste påske. Først mange år senere gik det op for mig, at det var et citat fra en af Grundtvigs salmer.

Først må man forstå, at det ikke var så let endda at være lærer dengang. Her citerer jeg løst og fast fra et par artikler, som har været bragt i Års Avis, som giver et ganske godt billede af forholdene på landet dengang.

” ……. Med Ryges efterfølger, Janus Sørensen Ørum, fik Års sin først eksaminerede lærer. Ørum var født den 6. marts 1814. Hans stedfader, A. Brøndum var skrædermester i Års. Moderen hed Katrine Ørum og var en præstedatter. Om hende minder endnu indskriften ”Kathrines Minde” på østgavlen af træhandler Stissings hus.

Det var ikke nogen let opgave, Ørum gik ind til, men med uomtvistelig dygtighed og en til stædighed grænsende energi tog han fat og vandt under sin 41-årige lærervirksomhed i Års ubetinget sejr.

Over for hans virksomhed er der ingen anledning til nogen tvivl. Såvel de skriftlige som mundtlige kilder er enige om at anerkende hans absolutte dygtighed. Som lærer hørte han til den gammeldags slags, hårdhændet og ubønhørlig streng i sine fordringer, men også retsindig. Det daglige samliv med ham i skolen løb ikke altid af uden gråd og tænders gnidsel, når linealen eller rebet blev taget til hjælp under indprentningen af de evige sandheder, men hans nulevende elever bærer ikke noget nag eller had til ham for hans noget hårdhændede undervisningsmetoder. De må vel have følt den gode vilje bag den barske form.

Også over for befolkningen var han, i al fald i sine yngre år, stejl og streng i sine fordringer, ja endog hans foresatte gik ikke ram forbi, når han fandt anledning dertil. I sine første år kæmpede han navnlig med den ofte nævnte vrangvilje overfor for stadig og regelmæssig skolegang. Når provst Toldorph godmodigt og lemfældigt søgte at undskylde befolkningens forsømmelighed med henvisning til ”strenge” tider og hvad andet der nu kunne siges, stillede Ørum loven bogstav op som modvægt og var ikke bange for at påtale sin foresattes lunkenhed ret skarpt. Først da sognet i Pastor Lassen fik en præst, der i myndighed kunne måle sig med Ørum, blev der taget så hårdt fat, at misbrugene efterhånden tog af og til sidst helt forsvandt.

I sin første tid som lærer i Års måtte lærer Ørum døje med at få befolkningen til at forstå, at skolegangen var det vigtigste for børnene, mens arbejdet derhjemme kom i anden række. Skoleloven af 1814 forudsatte og krævede stadig skolegang af alle børn både sommer og vinter, men ganske vist med stor hensyntagen til den omstændighed, at børnenes hjælp ved landbrugsarbejdet dengang spillede en stor økonomisk rolle.

Efter loven skulle der undervises 6 timer daglig, fra 8-12 og 13-15, således at de ældste børn skulle søge skolen 1 dag om ugen om sommeren og 4 dage om vinteren, de yngste 4 dage ugentlig om sommeren og 2 dage om vinteren. Men ikke engang denne milde fortolkning af begrebet stadig skolegang var befolkningen nok. Fra det tidlige forår, når arbejdet i marken begyndte, eller når kreaturerne på grund af den hyppige fodermangel allerede i marts, ja sommetider i februar, når vejret var tilstrækkeligt mildt, lukkedes ud, og indtil de sent på efteråret igen bandtes ind, kunne læreren lige så godt lukke skolen. Der mødte nemlig ingen, eller så godt som ingen børn til undervisning. Praktisk talt indskrænkedes altså skolegangen til månederne november, december, januar og februar, og når så dertil kommer, at vind og vejr og de ufremkommelige veje netop i disse måneder hyppigt lagde hindringer i vejen, så vil det forstås, at der kunne være grund nok for dem, der stod med ansvaret, til at få grå hår i hovedet.

Ustandselig vidner da også protokollen om den håbløse og aldrig endende kamp mod befolkningens sejge vedhængen ved århundreders tradition. Og de som på forhånd gav tabt kamp for myndighederne, sålænge da pastor Gottschalch og navnlig provst Toldorph sad ved roret, var en tilbøjelighed hos begge til at gå ind på befolkningens ræsonnementer og tage de givne undskyldninger for gode varer. Ingen af dem kunne stå for en henvisning til "de strenge og vanskelige tider", et slagord som man også kendte på de tider. Når derfor provsten på embeds vegne har konstateret skavankerne, talt om forbedring og truet med lovens strengeste straf, plejer det gerne at munde ud i et: Kommissionen vedtog endnu engang at advare de forsømmelige, og i tilfælde af at dette ikke måtte gøre virkning, da at skride til tvangsmidler.

Pudsigt er det at se, hvorledes dette staadig tilbagevendende omkvæd har irriteret Toldorphs efterfølger pastor Lassen, en mand af en mere striks støbning, til at nedkradse følgende arrige randbemærkning:

Evig og altid er der opdaget skoleforsømmelser, men aldrig mulkteret (givet bøde), derfor kendte man ikke til skolegang ved min ankomst.

Pastor Lassen


Under Toldorphs overbærende regimente havde Ørum stået ene i kampen og ikke rigtig kunnet få nogen orden i sagerne. Vi mærker gennem hans bemærkninger i skoledagbogen, hvorledes han arbejder sig op i stedse stigende forbitrelse over sin overordnedes mangelfulde støtte. Et uddrag af hans mest karakteristiske udtalelser vil bedst belyse sagen. Citaterne er hentet fra skoledagbogen for 1843 og følgende år.
-----------------------

Uagtet gentagne påmindelser til forældre og værger om at lade deres børn søge skolen har dog intet barn i juni måned mødt.
-----------------------

I april og maj har skolegangen været højst ustadig. Flere gange har jeg ved kirkestævne og ved andre lejligheder anmodet forældre og værger om at lade deres børn søge skolen, men uden frugt. Det var at ønske, at vedkommende skolens foresatte (dvs. præsten) ville tage sig lidt mere af denne for de unge så vigtige sag.
-----------------------

Vedkommende skolens foresatte (præsten igen) blev gjort opmærksom på den ustadige skolegang. Imidlertid blev intet middel anvendt til at tvinge de uefterrettelige (dvs dem der ikke rettede sig efter henstillingerne), og mine bestræbelser er derfor frugtesløse.
---------------------

Kun enkelte har i maj søgt skolen, den største del slet ikke. Dersom vedkommende, hvem det påligger at påse skolens tarv, ikke med alvor vil påtage sig sagen, befrygtes, at undervisnigen om sommeren ganske ophører.
---------------------
I 1846 fulgte pastor Lassen efter Toldorph. Da han og Ørum kom til at arbejde sammen, blev det trange tider for de forsømmelige. Allerede i sin første tilførelse til sogneforstander­skabets protokol skriver han:

Forstanderskabet må tage sig med alvor af det hidtil her i pastoratet forsømte skolevæsen, idet der navnligen i Års skole så at sige ingen skolegang finder sted.

At det denne gang ikke blev ved tomme ord, viser skoledagbogen tydeligt og klart. Ørums klagesange ophører, og forsømmelserne indskrænkes til hvad der også i vore dage ville anses for normalt.

Først fra året 1847 kan man altså regne med, at skoleloven af 1814, takket være disse to mænds energi og redelighed i deres embedsførelse, er indført i Års sogn efter sin ånd og ikke alene efter sin bogstav.

Kunne lærer Ørum og pastor Lassen, som vi har set, end udmærket enes i skøn samdrægtiged, når det drejede sig om at tvinge forældrene til lydighed og børnene i skole, så var det derimod ikke altid, at enigheden slog til, når spørgsmålet dernæst blev, hvad der skulle foretages med den under så stort besvær samlede fåreflok.

Som faguddannet mand og med de første slægtsled af seminarieuddannede læreres ofte høje – undertiden overdrevent høje - tanker om egne kvalifikationer , var det naturligt, at Ørum anså sig for – og sikkert også var – den, der havde bedst forstand på, hvorledes undervisningen rettest kunne gribes an og tilrettelægges, og hvilke mål, der under de forhåndenværende omstændigheder kunne nås, og at han – selvstændig som hans natur var – selvstændig holdt på sit standpunkt til det yderste på trods af overordnede myndigheder og lovparagraffer. Det var derfor ikke til at undgå, at der opstod rivninger og gnidninger – til tider endda ret stærke – thi pastor Lassen var en embedsmand af den gammeldags støbning, absolut uoplagt til at resignere på noget af de punkter, der var lagt ind under hans embedsmyndighed.

Som et eksempel på, hvor hårdt det kunne gå til, når de to stivnakker rigrig brasede sammen, er her et uddrag af skoleprotokollen fra 1846.

Det var den 26. oktober, og der var efterårseksamen i Års skole. Hvordan dagen nu end var begyndt, så endte den i hvert fald som en tragedie. Med en pen, der har spruttet og klattet til alle sider af arrigskab, så skriften nu næsten er ulæselig, har pastor Lassen indført følgende kraftige stråle:

Eksamen i Års skole d. 26. oktober 1846 afholdtes med øverste klasse, ved hvilken lejlighed det mod slutningen erfaredes, at flere børn, ja næsten ingen, forstod at skrive efter diktat, hvilket læreren tilstod kom af, at han ej havde øvet dem deri, fordi han fandt der var flere ting, de efter hans mening stod tilbage i, og han derfor ikke havde fulgt læseplanen, idet han tillige højt erklærede, at det også tilkom ham at gøre forslaget til en sådan plan. Da præsten betydede ham, at her ikke var stedet til at afgøre dette og forlangte tavshed, for at eksamen kunne fremmes, blev han ved at vise en modstridende opførsel, idet han påstod, at her i stuen var hans virkeplads og at han ville tie, når præsten gjorde yderligere påstand. Da han således ej var til at bevæge til tavshed eller til at gå ud af skolestuen, var præsten nødsaget til at hæve eksamen.
                                L.C.L. Lassen

At Ørum her – uagtet han jo nok havde ret i realiteten – har været for langt ude over for sin og skolens overordnede, er utvivlsomt. En afbigt var nødvendig og uundgåelig og blev afleveret med følgende ordlyd:

På grund af ovenstående, foranlediget ved eksamen d. 26. okt., erkender jeg herved at have i ubesindighed forset mig imod min foresatte, hr. pastor Lassen, og ønsker at denne sag må være glemt.
                          J. S. Ørum

Formildet ved denne erklæring slutter præsten sagen således:

I henhold til ovenstående erklæring af hr. skolelærer Ørum i anledning af begivenheden under eksamen i Års skole, formener jeg at have tilstrækkelig grund til at frafalde sagens videre påtale, så meget hellere, som det er første gang et sådant forhold er udvist mod mig under min embedsforretning og jeg er overbevist om, at det vil blive den sidste.

                                L.C.L. Lassen
-------------------------

Det er ikke alene på skolevæsenet område, at Ørum har spillet en rolle for Års sogn. Hans arbejdskraft blev også taget i brug på anden måde. Da Lassen i 1864 blev forflyttet, blev Ørum valgt til formand for sogneforstanderskabet, og da dette i 1868 afløstes af sognerådet, blev han sognets første sognerådsformand og fungerede som sådan til december 1874. Fra 1856 var han distrikts­kommisær for Vinthers Brandkasse. Han fungerede også i udstrakt grad som egnens juridiske rådgiver. Så godt som alle eksisterende dokumenter fra den tid er skrevet med hans kraftige og karakteristiske håndskrift.

Sin afsked som lærer fik han med udgangen af året 1883 efter at have været lærer i Års i 41 år. Hans hustru, Mariane, født Larsen (Larsdatter), døde den 4. februar 1882. Selv døde han den 1. oktober 1891. Begge ægtefæller er begravet på Års kirkegård.”

Min kusine Karen Lise har været hoveddrivkraften i mit slægtsforskningsarbejde, og vi har begge været på Års kirkegård og set Marianes og Janus’s gravsten, sat pænt til side sammen med de andre gravsten fra sløjfede gravsteder. Bogstaverne kunne trænge til at blive malet op med noget sort maling.

Det var beretningen om Janus.

Janus og Marianes børn


Janus og Mariane fik som sagt fire børn, som levede, nemlig Poul Peter (min farfar), Cathrine Marie, Lauritz (døbt Bech til mellemnavn) og Carl (med mellemnavnet Smith). Cathrine Marie Ørum blev gift med Peder Pedersen, en søn af en smed og selv gårdejer og senere mejeriejer i Ikast og Varde og på et tidspunkt ejer af Stensgård ved Hobro, og eftersom hun hed Ørum og han Pedersen, kom alle deres ni børn til at hedde Ørum Pedersen. Den ældste, Mariane, blev gift med en lokal mand, Christian Hestbech, som havde mange erhverv i sin levetid, såsom købmand, handelsagent, tømmerhandler og direktør for et teglværk. Af deres fem børn levede den næstyngste endnu i år 2000, jeg har besøgt ham, og han var absolut ved sine fulde fem og pralede med, at han var 101 år gammel. Jeg har også kendt hans mor Mariane, kaldet Maja , og hendes søster Camilla. Dem traf jeg, efter at min familie og jeg var kommet fra Finland i 1939. Min far opsøgte først i 1940 alle i familien, men det blev nu kun til ganske enkelte besøg. Jeg går ud fra, at den tyske besættelse i april 1940, hvor vi flyttede til Holte, var medvirkende hertil. Det var yderst få, der havde bil, og benzin var ikke til at få, så man var afhængig af at bruge S-toget, for vores vedkommende fra Holte station.

Lauritz Bech Ørum blev uddannet som Exam. jur., som vist var en mindre juridisk eksamen. Han blev herredsfuldmægtig i Hobro og senere sagfører og godsforvalter på Tjele, han var også byrådsmedlem i Viborg i 10 år og medlem af bestyrelsen for Viborg Bys og Omegns Sparekasse. Han hørte således til en af samfundets støtter og blev udnævnt til Ridder af Dannebrog 25. maj 1926. Han og Anna Margrethe fik en søn og tre døtre. Jeg besøgte sønnen Christian og hans kone Ingeborg i Viborg i begyndelsen af 1950’erne. Christian var overretssagfører i Viborg, de to af sønnerne blev begge landsretssagførere, den ene i Viborg, den anden i København, mens den tredie kom ulykkeligt af dage umiddelbart før studentereksamen. Jeg besøgte onkel Christian i de første år, hvor jeg kom på Hald Hovedgård, hvor Kaj og jeg traf hinanden. Christian tog mig med ud på lange spadsereture rundt om søerne i Viborg, og han sagde, at han agtede at skrive byens seneste historie, men at den ikke måtte udgives før efter hans død, eftersom han som sagfører kendte til mange ’interessante’ ting om byens borgere. Den bog blev dog så vidt jeg ved aldrig til noget, og det er heller ikke sikkert, at disse borgeres efterkommere ville have syntes om diverse afsløringer om deres forældre og bedsteforældre. Der skal nu engang gå en rum tid, før det, der måske engang var en stor skandale i familien, pludselig bliver til en morsom og farverig detalje.

Carl Smith Ørum giftede sig med Christiane Andersen, hvis bror havde et trælastfirma i Vejle, og så blev han forvalter i foretagendet og i sidste ende rentier, dvs han levede af sine penge. Han og Christiane var oppe i årene, da de blev gift, og det blev kun til én søn, Carl, i familien aldrig kaldet andet end Lillecarl. Lillecarl var et småt begavet men godmodigt menneske, som ikke rigtig kunne klare sig selv. Så længe forældrene levede, sørgede de for ham, men efter deres død gik det ikke så godt for ham. Han kom i boghandlerlære og blev derefter ansat hos en hr. Neumann, der udgav Vejle Vejviser. Nogen tid efter forældrenes død, flyttede han til København, hvor han opsøgte forskellige medlemmer af familien (bl.a. min far) og ’slog dem for penge’.

Da han drog til København, blev hans ting opmagasineret i en kalkovn i Vejle, og på et senere tidspunkt, da den skulle brydes ned, var der en vognmand, som fandt nogle papirer, som han ikke nænnede at smide væk og derfor forærede til Vejle lokalmuseum. Takket være dette gode menneske har vi nu en skøn samling af lykønsknings­telegrammer fra Lillecarls forældres bryllup, samt et par andre dokumenter, som f.eks. en beskrivelse af Lillecarl skrevet af en af hans venner.

”Carl Ørum.
Kilde: Fhv. driftsbestyrer Chresten Knudsen, Moldevej 3, Vejle.

Julekortet, underskrevet Chresten Knudsen, er sendt til Carl Ørum af den C. Knudsen, der sener blev driftsbestyrer for Vejle Vandet Grindsted jernbane.

Chr. Knudsen kendte Carl Ørum fra K.F.U.M.’s ungdomsafdelling, hvor begge var medlem. C. Ørum havde vistnok været medlem af F.D.kKF. og var medlem af K.F.U.M.’s ungdomsafdelling ca. 1914-17.

Lærte boghandlerfaget i Hvidehus Boglade og var senere ansat hos boghandler Andreas Dolleris.

Boede hjemme hos forældrene i Skyttehusgade, hvor Ørum havde et værelse ovenpå.    C. Knudsen var engang med C. Ørum hjemme og blev trakteret med bajersk øl: 1 flaske øl og 2 glas. Sådan brugte man det dengang.

Ørum var en ”løjerlig snegl”. Blot han havde en tier, følte han sig som en verdensmand.

Skrev flere artikler i ”Vejle Amts Avis”. Skrev bl.a. en artikelserie under mærket ”Litterat” og en serie under mrk. ”100-årig”. Han samlede også materiale til Bryggeriet Vejles historie i anledning af bryggeriets jubilæum i 1920’erne. Det foregik på den måde,at han lånte alle de gamle årgange af ’Vejle Amts Avis”  med hjem og afskrev alt vedr. bryggeriet.

Han omtales i Munch Christensens bog: ”Blandt brave borgere i Vejle” på en mindre smigrende måde, mens Åge Dyrskjøt i en af sine artikler omtaler ham på en helt anden måde.

Carl Ørum var i en årrække ansat på Vejle Vejvisers kontor på Dæmningen.
Ifølge direktør Niels Andersen, Johan Andersens Trælastforretning A/S, henstod Carl Ørums bohave i Johan Andersens gamle kalkovn på pladsen mellem Strandgade og Østerbrogades vestside. Man vidste ikke, hvad man skulle stille op med det, og hvad der egentlig blev af det, husker dir. N. Andersen ikke. Mener at huske, at så længe hans bedstefar Johan Andersen levede, blev der af firmaet udbetalt en sum penge til Ørum som en slags understøttelse.”


Poul Peter Ørum


The image “http://freepages.genealogy.rootsweb.com/~hedvig/images/p_p_oerom.jpg” cannot be displayed, because it contains errors.Nu er tiden kommet til beretningen om den ældste søn, Poul Peter Ørum, i offentligheden altid kaldet P.P. Ørum.

Han var født den 2. april 1846, og da jeg var lille, blev det hvert år nævnt, når det var Bedstefars fødselsdag. (Måske ikke så mærkeligt, når det var min mors fødselsdag dagen før, den 1. april, eller også fordi det også var H.C. Andersens fødselsdag den 2. april). Han blev optaget i 2. klasse på Ålborg Katedralskole ’efter foregaaende privat Undervisning’ og blev student i 1865 med første karakter. Hans eksamenskarakterer fremgår af hans eksamensbevis og var som følger:

Dansk         -    godt
Tysk          -    temmelig godt
Fransk        -    meget godt
Latin, mundtlig     -    godt
Latin, skriftlig    -    godt    
Græsk         -    godt
Religion      -    meget godt
Historie      -    udmærket godt
Geografi      -    udmærket godt
Arithmetik    -    udmærket godt
Geometri      -    udmærket godt
Naturhistorie -    udmærket godt
Naturlære      -    meget godt

’hvorefter han til Hovedkarakter erholdt
Første Karakter med 82 Points.’


Samme år blev han indskrevet ved Københavns Universitet, hvor han tog Filosofikum året efter, helt efter bogen, der var ingen svinkeærinder. I 1867 tog han ’Forberedelseseksamen for dem, der studerer lægevidenskaben’, som bestod af zoologi, botanik, kemi og fysik, og 26 år gammel tog han så medicinsk eksamen i 1872. Hvor han boede mens han studerede ved vi ikke, men om vinteren løb han på skøjter på Sortedamssøen i København, og en dag traf han dér en yndig ung pige, en frøken Hedvig Meyer, som han blev stærkt indtaget i, og som han blev gift med mange år senere, i 1878.

The image “http://freepages.genealogy.rootsweb.com/~hedvig/images/1853_damning_oebro.jpg” cannot be displayed, because it contains errors.



Familien Meyer boede ikke så langt derfra, i et hus ved Sortedamssøen med adressen Blegdamsvej 92 B.


The image “http://freepages.genealogy.rootsweb.com/~hedvig/images/1853_Blegdamsvej_92b_oebro.jpg” cannot be displayed, because it contains errors.

 Der var altså ingen Ryesgade dengang. Det er sandsynligt, at de mødtes i 1871, hvor det netop var en lang og streng vinter og hvor hun var 17 år. Hun har nok spurgt sine forældre, om hun måtte invitere den unge medicinstuderende til eftermiddagsthé, så de kunne se ham an og se, om han var et ordentligt og dannet menneske. Da Hedvig i 1934 fyldte 80, blev der skrevet en sang til hende, hvor det nævnes, at P.P. Ørum friede til hende ’på Svineryggens Kam’.


The image “http://freepages.genealogy.rootsweb.com/~hedvig/images/1853_fishing_oebro.jpg” cannot be displayed, because it contains errors.

 Jeg har fundet følgende i Ordbog over det danske sprog: Ordet Svineryggen bruges bl. a. specielt om spadserestien på dæmningen langs vestsiden af Skt Jørgens Sø, og det lyder jo som et helt fornuftigt sted til sværmeri.




Her er to af versene:

Ved Sortedammens Dossering lå
det Hus, hvor første Gang i Danmark man,
Tak være Meyer’ne laved så
Voksdug og Lak, der kunne modstå Vand.
Ja, det var dengang, nu alt har skiftet Ham,
Voks duer nu kun til Forskønnelse, og man
gi’r Neglen Lak,
gi’r Neglen Lak.


Det var en Aften på – bi nu lidt –
ej Tivoli – men Svineryggens Kam,
at Peter Ørum han gik så vidt,
At Hedvig Meyer første Gang blev mundlam.
Ved Al’tret først hun fik Stemmens Brug igen,
da hun svagt fremstammed’ ”Ja’et” til sin Ven
og Ægtemand,
og Ægtemand.


På det tidspunkt var hendes far Jørgen Ernst 69 år gammel, og syv år senere, da Hedvig og Poul Peter blev gift i 1878, var han død. Så Hedvigs mor Nicoline måtte sørge for, at det blev et ordentligt bryllup, og det var så Hedvigs ældste bror Axel, der førte hende til alters. Der gik jo mange år fra de mødtes første gang og til de blev gift, men først skulle Poul Peter have sin eksamen, og derefter gik der nogle år med skiftende stillinger, før han endelig slog sig ned som praktiserende læge i Ålborg. Han skulle jo først være i stand til at forsørge en kone, før han turde tænke tanken om at blive gift.

The image “http://freepages.genealogy.rootsweb.com/~hedvig/images/1853_boating_oebro.jpg” cannot be displayed, because it contains errors.

Efter sin eksamen nedsatte han sig først i sin fødeby Års, et halvt år senere tog han til Fuglebjerg på Sydsjælland, og derfra var der ikke langt til godset Holsteinborg, hvor han en kort tid – en sommer – var læge på et børnehjem oprettet af godsejeren. Så var han igen tilbage i Års og slog sig derefter ned i Ålborg som praktiserende læge og homøopat. Det var i denne tid, han blev gift med Hedvig Meyer. De blev i Ålborg en 7-8 år, og derefter flyttede de til Århus, hvor de boede i Mejlgade 52. Det var et rigtigt herskabshus, som nu er fredet. Den lejlighed, som de boede i, er nu udlejet til erhverv. I Århus blev P.P. Ørum en af byens spidser, han blev snart valgt til medlem af byrådet, og han arbejdede for oprettelsen af Århus Teater. Han var overbevist venstremand, og jeg har ladet mig fortælle, at han holdt Politiken, hvilket vist vakte nogen forargelse i byen. Han deltog også i avisdebatter, og han skrev et teaterstykke for Århus Teater, som dog kun blev opført en enkelt gang og vist ikke ligefrem kunne kaldes en succes.

Hedvig syntes ikke om at bo i provinsen, hun længtes efter København og Tivoli. Hendes bror Emil var gift med en søster til Tivolidirektør og arkitekt Arne Petersen, og hun ville allerhelst gå i Tivoli hver eneste dag. Så fra 1908 og til sin død i 1925 var Poul Peter praktiserende læge i København. I begyndelsen på skiftende adresser, men til sidst i samme lejlighed, som de boede i, nemlig i Stormgade 35, 2. sal. I passende kort afstand fra Tivoli. Poul Peter var også med til at stifte det homøopatiske hospital på Fuglebakken (det senere børnehospital), og her blev han overlæge.

Hedvig var en flot og statelig kvinde, på de fotografier vi har af hende, har hun en flot holdning. Det fortælles i familien, at når min far, som boede i Finland, skulle komme på besøg i København hos sin mor i de senere år, blev hendes ”unge” pige, Johanne (Willumsen), sendt i byen for at købe en krukke Oatine dagcreme og en krukke Oatine natcreme, ”for nu kom den unge herre på besøg”. Han blev altid kaldt den unge herre, fordi han var den yngste af hendes børn.

Hvem var Hedvig Meyer? Her må vi tilbage i slægten Meyer.


FAMILIEN  MEYER

Johannes Octavius Meyer  1721-1806


Johannes Octavius Meyer var løjtnant ved Dronningens Livregiment til Fods i Nyborg. Han blev født ca. 1721, tjente omkring 1760 i Glückstadt og døde 85 år gammel i 1806 på Nordlangeland. Han var gift med Margrethe Elisabeth Lange, og ifølge ’Hirsch: Danske og norske officerer’, hvor samtlige officerer i den dansk-norske hær i tidsrummet 1648-1814 er beskrevet, var Johannes Octavius blevet afskediget ’med løjtnants karakter’ og uden pension, og i 1761 sendte hans fætter præsten Johann Samuel Meyer fra Hennstedt i Ditmarsken en ansøgning til regimentet, om der dog ikke kunne tilkomme løjtnanten pension, eftersom denne levede ’i fortrykte forhold’ i Glückstadt med kone og børn. Efter regimentets mening havde sagen imidlertid ingen hast, man meddelte kort, at han skulle have ’Gedult’ – tålmodighed -  og først fire år senere, i januar 1765, fik han tilkendt 24 rigsdaler årligt. Hvad han levede af i mellemtiden, fremgår ikke. Der afholdtes ikke folketælling i Glückstadt før i 1803, og da er han pensioneret fra hæren og flyttet til Langeland, hvor han er opført i 1801-tællingen som 'Capitain' efter at have afsluttet sin karriere i Nyborg.


Mens Johannes Octavius og Margrethe Elisabeth boede i garnisonen i Glückstadt, fik de tre børn, Anna Margaretha, Friedrich (født 1762) og Arine Elisabeth (født 1770). Den førstes skæbne kender man ikke mere til, men det er muligt at følge både Arine og Friedrich. Friedrich blev min tipoldefar, farfar til min farmor Hedvig Meyer.  

Friedrichs søster Arine Elisabeth blev gift med en officer, Joachim Henrik Schaumburg, som endte sin karriere som chef for Nyborg Garnisonskompagni. Han døde i 1813. Blandt deres børn er der en Joachim Henrik, som bliver fadder til et af Friedrichs børnebørn.


Friedrich Meyer (1762-1823)



Nytårsaften 1794 bliver Friedrich gift med Jomfru Adamine Juliane Christina Thode 'i Huset' i Nyborg, og forloverne var Johannes Octavius Meyer og Friedrichs svoger premierløjtnant J H Schaumburg. På dette tidspunkt er begge Adamines forældre døde.
 
Adamine var født i Odense i januar 1766 som datter af Christopher Fridric Thode og Elisabeth Brockman. Christopher Thode var først smed ved det holstenske regiment i Odense og derefter smed på Brahesborg gods på Sydvestfyn, og Adamines ældste bror Jørgen Henrik overtog det arbejde efter faderen og var hele sit liv smed på Brahesborg.

Her citerer jeg uddrag fra et brev fra Jacob Iversen, som jeg er langt ude i familie med, og som derfor også har forsket i Adamines familie:

”Adamine var i huset hos Langstedt ved folketællingen i 1787. Langstedt boede i Strandgade nr. 4 i Assens og var transportforvalter, dvs. han sørgede for at transporten med skibene til Jylland fungerede efter de lagte planer. Strandgade nr. 4 er i dag nr. 7. ”


The image “http://freepages.genealogy.rootsweb.com/~hedvig/images/strandgade_7_assens.jpg” cannot be displayed, because it contains errors.

Strandgade nr. 7, der stort set står i dag, som det så ud i 1787.


”  Huset havde flere funktioner: det var bolig for borgmesteren, kongen blev indlogeret her, når han besøgte Assens, og sidst men ikke mindst udførte Transportforvalteren sit job fra huset, og Adamine tjente altså en periode hos ham.
 
I 1790 ved vi at Adamine var i tjeneste hos grev Ahlefeldt på Brolykke, Langeland (nær Bagenkop). Dette fremgår bl.a. af skiftet ved Elisabeth Brockmans (moderens) død i 1790 hvor Adamine var tilstede som en af arvingerne.”

The image “http://freepages.genealogy.rootsweb.com/~hedvig/images/brolykke_langeland2.jpg” cannot be displayed, because it contains errors.

Brolykke



The image “http://freepages.genealogy.rootsweb.com/~hedvig/images/brolykke_langeland3.jpg” cannot be displayed, because it contains errors.

Brolykke   - bigger


Ved folketællingen i 1787 var Friedrich, nu teologisk kandidat, ansat som huslærer for de mange børn af Jørgen Goth og hans kone Mette Cathrine Larsdatter på forpagtergården Nordenbrogaard på Sydlangeland, så det kan være ved denne tid, at de har truffet hinanden.

Friedrich brød altså med den militære familie­tradition og blev cand. phil (dvs tog studenter­eksamen) i Nyborg i 1782. Derefter tog han til København og studerede teologi. Men først efter at han har fået et ordentligt arbejde som informator (huslærer) og forvalter ved Steensgaard og Egeløkke godser, bliver han gift med Adamine, og de drager til Nordlangeland og flytter ind på gården Charlottenlund. Der er divergerende oplysninger om, hvem der egentlig ejer Charlottenlund på dette tidspunkt, i folketællingen af 1801 står Friedrich anført som informator, selvejer og boelsmand, hvilket antyder, at familien måske i virkeligheden blot beboede et husmandssted hørende under Charlottenlund, men under alle omstændigheder blev der her født 7 børn, hvoraf kun de 4 nåede voksenalder, nemlig de to sønner Johann Christoffer og Jørgen Ernst og døtrene Hilleborg og Margrethe Elisabeth. Begge sønner angives i forskellige kilder – bl.a. Traps Danmark – at være født på Charlottenlund ved Hov på den nordligste spids af Langeland.

I årene 1805 – 08 opholdt Grundtvig sig på Egeløkke og søhelten Peder Willemoes boede på Egeløkke i 1807 - 1808. Friderich Meyer har helt sikkert truffet disse to personer i sit arbejde som forvalter på Steensgaard og Egeløkke.

Der var ingen kirke i Hov dengang, børnene blev døbt i Stoense kirke. Desværre er kirkebogen for Stoense brændt netop for det tidsrum, hvor børnene blev født, men heldigvis er familien flyttet til Odense inden sønnernes konfirmation, som således står opført i Odense Vor Frue sogns kirkebog i henholdsvis 1815 og 1816, og hvor dåbsdatoerne også er vist. Døtrenes konfirmation er ikke fundet. Hvad der har været årsag til familiens flytning, er uvist, men måske har både Friedrich og Adamine følt sig isolerede på Langeland, alle Adamines søskende boede på Fyn. Friedrich får nu et hverv som skolemand, han bliver institutbestyrer i Odense, dvs. leder af en pigeskole, og de to sønner Johann Christoffer og Jørgen Ernst kommer i henholdsvis snedker- og malerlære.

Friedrich dør i 1823, og ifølge folketællingen for Nyborg 1834 er Adamine og døtrene nu flyttet til Nyborg, hvor Friedrichs søster Arine, nu enke efter Joachim Heinrich Schaumburg, bor hos en af sine døtre. Her fortsætter Adamine skoletraditionen og nævnes som Institutbestyrerinde, hjulpet af sine døtre Margrethe Elisabeth og Hilleborg.


Hilleborg Meyer (1799-ca 1850) og familien Allingham


MERCURIUS

Det første postdampskib på ruten mellem Korsør og Nyborg. bygget i England, formentlig i vinteren 1826-27.
 Ankom til Nyborg i februar 1828, ført af kaptajnløtnant Christensen, der afleverede det til bæltpostfører Jespersen. Fartøjet var fladbudnet, kobberforhudet, og maskinen var på 30 H.K. Gik første gang med post over bæltet 11. juni 1828. Sejltid 1 time 50 minutter. Benyttedes jævnligt på Kalundborg-Århus overfarten til kongelige personer. Så snart der kom is i farvandet blev skibet adskilt og de enkelte dele konserverede. Det var dårligt bygget og krævede idelige reparationer. Det måtte ikke overføre vogne af større vægt, da man frygtede, at det skulle lide skade. Benyttedes på ruten indil 1857, de sidste år dog kun som reserveskib. [Meddelt af arkivar H. Hjorth-Nielsen]  

- Fra artikel på internettet:   Med smakke og isbåd over Storebælt
 af Torben Glahn,   Sønderborg (1934)

I 1828 kom der nye tider til Nyborg, idet det første dampskib ankom fra England, som fra nu af skulle gå i regelmæssig fart over Storebælt. Skibet hed ”Mercurius” og var bestilt af Den kongelige Post. Inden da kunne en tur over Storebælt i dårligt vejr være en særdeles farefuld færd. Med ombord var skibets engelske maskinmester, Edward Allingham. Året efter blev han i Nyborg gift med en datter af sadelmager Baumgarten fra Assens, Louise Concordia. De fik en søn, Johan Henrik, født 1830. Men dette ægteskab gik åbenbart ikke så godt, for i 1837 bliver den ene af Friedrichs døtre, Hilleborg, gift med samme Edward Allingham efter kongelig bevilling, så Edward Allingham kunne få en hurtig skilsmisse fra sin første kone. Han var født i Liverpool i England. Ingen af Hilleborgs familie står som vidner ved hendes bryllup i Nyborg i 1837, idet hendes to brødre på dette tidspunkt var flyttet til København, men det må antages, at moderen og søsteren var tilstede i kirken under vielsen.

Billede af Mercurius

Kirkebogen har følgende under 'Bemærkninger'. ”Under 8. April 1837 har det kongelige danske Cancellie, efter hans Kongelige Majestæts allernaadigste Befaling tilkendt Bevilling for Maskinmester ved Dampskibet Mercurius Edward Allingham af Nyborg til Ægteskabets aldeles Ophævelse mellem ham og hans Hustru Louise Concordia Baumgarten. Vielsebrev for Maskinmester Edward Allingham og Jomfru Hylleborg Meier til at vies uden foregaaende Tillysning af 26 April 1837”.

Edward og Hilleborg flytter tilsyneladende til Korsør, i 1840 køber Edward et hus i Korsør (men det ejer han nu kun i et år) og derefter forsvinder Edward ud af historien. Hilleborg lejer sig ind i et hus i Algade i Korsør, hvor hun har stedsønnen Johan Henrik boende ud over et par andre unge pensionærer, og hvor hun ’holder skole’.

Men der er endnu en oplysning at få: I marts 1841 bliver et barn døbt i Roskilde Domkirke og får efternavnet Allingham.
 I kirkebogen står der:
”Moderen Fruentimmeret Maren Caroline Jensen, som under 4. Februar dette Aar var kommet (til Roskilde) fra Korsøer tjenende hos Brændevinsbrænder N. Jensen i Møllehusene, (har) til Barnefader udlagt Maskinmester Allingham i Korsøer.”
 Et fruentimmer var betegnelsen for en kvinde, der fik barn uden at være gift.  Herefter er der ikke flere oplysninger at få om Edward. Han forsvinder fra alle arkiver, og det må antages, at han har forladt Danmark.

Baggrunden er denne:
Edward Alllingham var en dygtig og højtlønnet maskinmester, for det var jo ham, der havde ansvaret for skibets regelmæssige drift. Men driften af maskinen var også dyr, og i postdirektoratet syntes man, at Allingham havde for meget i løn.
Han blev derfor sat fra bestillingen i 1837 og hans medhjælper Timm, som ikke havde den samme uddannelse, blev ansat til samme løn, men han skulle derudover også selv udføre det smedearbejde, som Allingham forhen havde ladet en smed udføre.
 Allingham blev vred og skrev en artikel i Fyens Stiftstidende, hvor han kalder sin efterfølger for ”et udueligt subjekt” og påpeger flere andre ting, som Timm gjorde forkert, f.eks. var han ikke ’søvant’.  Artiklen slutter med kraftige beskyldninger mod Timm, som dog ikke reagerer før 3 år senere.
Først i 1840 lægger Timm sag an mod Alllingham ved Korsør bytingsret, hvor Allingham dømmes for at have fornærmet Timm på tryk, mens de tekniske mangler ved Timms behandling af maskinen ikke nævnes.
 Allingham får en bøde på 50 rigsdaler, mens Timm går fri.
(Fra Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg. Årbog 1974, artikel af Poul Bell ).

Der findes et righoldigt materiale i Rigsarkivet om postdampskibet Mercurius, lige fra de første breve, hvor skibet bliver bestilt, med vedlagte regnskaber, logbog for skibets overfart til Danmark, hvor man kan læse om vejr og vind for hver eneste dag, og af særlig interesse for denne historie: Edward Allinghams ansættelsesbrev og hans senere ansøgninger om forlængelse af hans ansættelseskontrakt. Han var den eneste af skibets mandskab, der ikke var fast ansat, og på et tidspunkt, hvor han har ansøgt om forlængelse af kontrakten for endnu et år, lyder svaret, at hans ansøgning er bevilget, men at han ikke længere kan få del i de drikkepenge, som passagererne lægger til mandskabet.

Her er så Edward Allinghams kontrakt:

It is agreed between Capt. L. Christensen, ordinary Agent of the General Direction of Posts, and  Engineer Edward Allingham that the said Engineer is from this Day engaged as Engineer of the Steamship Mercurius for one Year certain, provided no reasonable complaint against him or his behaviour at the rate of Eight Pounds Sterling money per Calendar month, besides which he is to have the same Allowances for Provisions as the master of the said vessel or as much as will procure him the necessary Provisions. And if the said Engineer after the expiration of one Year should be discharged or wish to go back to England his passage is to be paid him thither (skal han have fri rejse hjem).

London 1st May 1828
(signed)
L Christensen

Edward Allingam



Ifølge Poul Bell: H/S ”Mercurius”, Storebæltsfartens første dampskib, svarede Allinghams gage til 900 rigsbankdaler årligt, mens føreren af ”Mercurius” fik 350 rbd årligt, styrmanden 192 rbd og en matros 144 rbd.

Herefter ved vi kun lidt om, hvordan det gik Edward Allingham. Hans første kone Louise kalder sig i 1840 for enke, mens Hilleborg i 1845 stadig står som gift. Folketællingen for 1840 for Korsør er delvist destrueret, så der er der ingen oplysninger at få. Først i 1850 benævnes også Hilleborg, som nu kalder sig for Hilda, som enke. Man kan meget godt forestille sig, at engelske Edward ikke kunne udtale navnet Hilleborg og derfor har kaldt hende Hilda. Man regner med, at han efter at have tabt sagen stod til søs igen og ikke kom tilbage til Danmark. Efter 1850 har jeg ikke kunnet finde noget om Hilleborg/Hilda, men Korsør er på dette tidspunkt en stor by, og det er noget af et arbejde at pløje alle kirkebøger igennem.

Johan Hendrik Allingham


Edwards søn Johan Hendrik bliver gift med en enke efter en skibsfører, jordemoderen Ane Marie Jørgensen, og får tre børn, Edvard Louis, Lovise Amalia og Caroline Jørgine. Johan Hendrik er en typisk ’jordmodermand’, han er først lærling hos en købmand i Odense, derefter huslærer på en gård, og senere bliver han organist i Sønder Næraa, hvor han og Ane Marie bor.

Johan Henrik og Anne Marie dør begge i oktober 1892 – med kun få dages mellemrum – og begraves på samme dag. Man kan forestille sig, at det var en rigtig stor begravelse, når det drejede sig om to så centrale figurer i sognet som jordemoderen og organisten. I Landsarkivet i Odense findes dødsattesterne for Sønder Næraa, og det fremgår, at Ane Marie var udslidt efter et langt liv som distriktsjordemoder.

Af skiftedokumenterne fremgår det, at deres søn Edvard Louis er flyttet til Harritslev ved Randers, hvor han er blevet gift med en lokal pige og fået seks børn, hvoraf tre børn dør i 1892, de to ældste af difteritis, den tredje som spæd, samme år som begge hans forældre dør. Datteren Louise Amalie flytter til København og bor hos en af sine stedsøstre i Brumleby på Østerbro, og den anden datter Caroline Jørgine bliver gift med en smed, som hun får to døtre med, hvorefter hun forlader ham og får en søn Johan Allingham med en husmand. Denne lille søn dør en måned gammel. Vi er nu så nær ved året 1891, at kirkebøger efter det år skal søges i de pågældende landsarkiver, hvorimod alle folketællinger op til vor egen tid findes tilgængelige på Rigsarkivet.

Tilbage til familien Meyer.



Margrethe Elisabeth Meyer 1804-1890


På et tidspunkt mellem 1840 og 1845 er Friedrichs enke Adamine og datteren Margrethe Elisabeth flyttet til København. Margrethe Elisabeth bor en kort tid hos sin bror, snedkermester Johan Christopher Meyer, men derefter får hun en lejlighed i Snaregade i Købmager kvarter, som hun deler med Johan Christoffers datter, som hedder Hilleborre, mens Adamine flytter ind hos sønnen Jørgen Ernst, som er flyttet ud på Blegdamsvej 92B uden for voldene. Margrethe Elisabeth er lærerinde hele sit liv, hun forbliver ugift og dør først i 1890.


Johan Christoffer Meyer 1800-1864 og Jørgen Ernst Meyer 1802-1873


Vi kender ikke noget til, hvilken uddannelse Friedrichs døtre fik ud over, at de formentlig gik i den skole dels på Langeland, dels hvor deres far var skolebestyrer, hvorimod de to drenge kom i lære. Johann Christoffer blev udlært som snedker, og blev med tiden en kendt og dygtig snedkermester og desuden billedskærer, fotograf og papmachéfabrikant i København. Jørgen Ernst kom i malerlære hos malermester Pük i Odense, og efter 6 år var han udlært. 20 år gammel drog han i 1822 til København. Den videre historie kan man læse i et særtryk fra ’Danmarks Søfart, Handel og Industri’, som kom i 1934, nemlig 100 år efter, at Jørgen Ernst grundlagde den fabrik på Blegdamsvej, som ganske vist ikke findes længere, men som med visse ændringer i vareudvalget eksisterer den dag i dag som en gulvbelægningsforretning, den hedder nu Em. Meyers Eftf.

Her er så beretningen:

”En raakold Martsdag for 100 år siden kom en ung Malersvend vandrende her til Byen. Vejen fra Odense havde han tilbagelagt til Fods. – Penge havde han ikke mange af, derimod et stærkt Livsmod. Paa Ryggen havde han en Randsel og i Lommen en Lærke med Brændevin, som hans Moder havde medgivet ham ved Afmarschen, og denne ’Lærke’ kom, saa besynderligt det lyder, til at give ham det første Stød fremad i den fremmede By.
    
Det var Jørgen Ernst Meyer, født den 17. Maj 1802 paa Langeland, - Søn af Informator Friderich Meyer, født 1762, som til Fader havde Lieutenant ved Dronningens Livregiment til Fods, Johannes Octavius von Meyer – Grundlæggeren af den Forretning, der nu bærer Firmanavn Em. Meyer, som paa den Maade gjorde sin Entré i København.

Straks efter sin Ankomst fik han Arbejde i den Hambroe’ske Malerforretning, som var Datidens største, og han blev sammen med flere andre Svende sat til at kidte og male nogle af Orlogsværftets Skibe, der jo den Gang alle var af Træ. Kidtearbejdet blev betalt efter det Kvantum Kidt i Vægt, som blev brugt, hvilket efter Sigende medførte, at Svendene lod lige saa meget Kidt gaa i Vandet som i Skibenes Sprækker. Mester Hambroe førte derfor stærk Kontrol med Arbejdet, og da han i en bidende Kulde om Eftermiddagen, Dagen efter den nye Svends Antagelse, var ude for at tilse Arbejdet, udtalte han til Malerformanden Ønsket om at faa en Dram til at varme sig med, hvorpaa han af Formanden fik til Svar, hvad han ansaa dem for at være, thi ingen ordentlig Svend havde selvfølgelig noget i Flasken paa den Tid af Døgnet. Jørgen Ernst Meyer, der havde overværet Samtalen, rykkede nu frem med sin ’Lærke’, tilbød Mester den og fortalte, at den var urørt som han fik den i Odense. Hambroes Opmærksomhed blev derved henledt paa ham, han satte ham særligt til Arbejde, hvorved han kunde lære noget, og Meyer benyttede Tiden vel. Om Dagen arbejdede han, og om Aftenen gik han paa Kunstakademiet; han studerede derhos (desuden) Kemi, thi det var ikke nok for ham at vide, at han skulde bruge den Farve til det og den Farve til hint, han vilde kende sit Fag og de Materialier, hvormed han havde at gøre, fra Grunden, og han lod intet Øjeblik gaa tabt, hvori han kunde forøge sin Viden.”

The image “http://freepages.genealogy.rootsweb.com/~hedvig/images/joergen_ernst_meyer.jpg” cannot be displayed, because it contains errors.
Jørgen Ernst Meyer,  



 
I juli 1825 blev Jørgen Ernst gift med Anna Maria Sørensen, som var datter af en afdød værtshusholder Christen Sørensen fra Christianshavn. Hans bror, snedkermester Johan Christopher Meyer, var en af forloverne ved deres trolovelse. På dette tidspunkt boede de beskedent i Hausergade i nærheden af Kultorvet i det stærkt overbefolkede København, hvor de sanitære forhold var uhumske og bevirkede en høj børnedødelighed. De fik tre døtre, den første, Adamine, arriverede 2½ måned efter brylluppet og derefter Mathilde og nogle år senere Thora. Ved Adamines barnedåb var der en Heinrich Schaumburg som fadder, en søn af Friedrichs svoger Joachim Henrik Schaumburg.  Og ved Mathildes barnedåb var en af fadderne malermester Hambroe, Jørgen Ernsts mester. I slutningen af august 1837 fødte Anna Maria så endelig en dreng, Frederik Carl Ernst Meyer, men det var en meget svær fødsel, barnet havde ’vand i hjernen’, og Anna Maria døde allerede 10 dage efter fødslen. I slutningen af oktober, da den lille dreng var to måneder gammel, blev han døbt i Helligånds kirke, og seks uger senere døde også han. Det har været en svær tid for Jørgen Ernst, som pludselig stod alene med tre små piger. Da den lille Frederik Carl Ernst blev født i 1837, boede familien i Østergade, som var en langt ’bedre’ adresse. Og da drengen blev begravet, blev adressen opgivet som Admiralgade.
 
I 1834 fik Jørgen Ernst borgerbrev og kunne nu smykke sig med titlen malermester. Allerede mens han var hos Hambroe, havde han beskæftiget sig med fremstilling af voksdug. Voksdug blev fremstillet af lærred, som først blev strøget over med lim for at tætne strukturen i stoffet. Derefter blev der smurt fernis på, ofte i mange lag, og der blev slebet med sandpapir ind imellem. Til sidst blev der trykt et mønster på. Det var altså en langsommelig affære, men det blev meget brugt, både til regntøj og duge og til gulvbelægning. Efter at Jørgen Ernst var blevet selvstændig malermester, fik han i 1838 patent på fremstilling af voksdug. Han ville gerne skaffe sig en produktion, som kunne holde malersvendene beskæftiget om vinteren, og hertil egnede voksdugsfabrikationen sig godt.

Han lejede lokaler i Nikolaj kirketårn, som stadig stod røgsværtet efter den store brand i København 50 år tidligere, og som kunne lejes ganske billigt. Her blev de lange baner af voksdug hængt til tørre.

Da denne produktion gik godt, gik han i gang med at fremstille lakerede blikvarer, bl.a. en del lakbakker, og det var første gang, der blev produceret lakvarer her i landet.

Men lokaleforholdene var ikke ideale, og han havde brug for et sted, hvor han kunne samle begge produktioner.

I 1840 blev det muligt for ham først at leje ('fæste') og senere at købe en grund uden for søerne på den tidligere 21. blegdam, idet nr. 92 blev udstykket i tre grunde, hvoraf han erhvervede sig nr. 92B. Nummeret blev senere ændret til nr. 112.

Billede af fabrikken


http://stormp.kk.dk/rhb/østerbro_nord.htm


 Først i 1853 , året hvor Københavns volde bliver opgivet som grænse for nybyggeri, bliver det muligt for ham at købe ejendommen med fabrik, villa og ’hauge’ (have). Det var en lang strimmel, der gik hele vejen fra Blegdamsvej og ned til Sortedamssøen, Ryesgade var endnu ikke anlagt. Her lå en gammel bomuldsfabrik, Manchester-fabrikken, som var gået konkurs, og helt nede ved Sortedamssøen lå et hvidt hus i to etager med loftsetage. Her slog han sig ned med sin familie, og det var omkring denne tid, at hans mor kom over til København og boede hos dem lige til sin død. Huset ses på et maleri fra 1813 af I.C. Dahl, som findes på Frederiksborgmuseet i Hillerød og også andre malere har beskæftiget sig med denne charmerende plet i datidens København.  

I Peter Tudvads bog om Kierkegaards København står der: "På blegedammene (…) lå de fleste huse tilbagetrukket, helt oppe ved Blegdamsvej, men som en undtagelse så man (…) fabrikant J.E. Meyers palæagtige landsted bryde sig vej helt ned til dosseringen, hvor det fornemt spejlede sig i vandet".

Fabrikken blev indrettet således, at spildvarmen fra ovnene i den ene fabrikation (lakarbejderne) blev udnyttet til tørring af den anden (voksdugen). Senere startede han sit eget lakkogeri og en fabrikation af blikvarer til lakering.

I 1857 kom Næringsloven, som skulle regulere udøvelsen af handel, håndværk, industri og beværtning. Der foregik i disse år en mængde byggeri i brokvartererne, og bygningsarbejderne holdt til i de mange beværtninger, som opstod heromkring. Her spiste de deres frokost og her fik de også udbetalt deres løn. Kantiner var dengang et ukendt begreb.  Efter arbejdstid samledes de også i beværtningerne og drak øl og brændevin. Som det ses af indledningen, ansås brændevin dengang for at have en styrkende virkning, men blev naturligvis ofte et reelt problem for arbejderklassen.

Jørgen Ernst flyttede altså uden for søerne sammen med sine tre døtre og sin gamle mor, der var blevet enke over 20 år tidligere. I samme lejlighed boede i 1845 også en Nikoline Schneider – formentlig som husholderske til at se efter hus og børn - foruden to tjenestepiger. Ved folketællingen i februar 1845 står Jørgen Ernst anført som enkemand mens der for Nikoline mangler ’stilling i husstanden’, i 1850 er Jørgen Ernst sat som husfader og Nikoline er nu hans kone. De blev gift den 9. juli 1845, da han var 43 og hun 25 år.



The image “http://freepages.genealogy.rootsweb.com/~hedvig/images/Blegdamsvej3.jpg” cannot be displayed, because it contains errors.

Huset ved Sortedamssøen med adresse Blegdamsvej 92B,
angiveligt malet af en bror til maleren Eckersberg






Nikoline Johanne Schneider (1820-1897)



Marie Andersen havde som så mange piger været ude at tjene i Rungsted siden konfirmationen. Og som det gik så mange andre tjenestepiger, blev hun 18 år gammel gravid uden først at være gift. Marie havde en søster i København og tog derind. Barnet Nikoline Johanne blev født i 1820 på Fødselsanstalten i København, som var stedet, hvor ugifte mødre i København kunne føde deres børn. Selv om den unge mors navn var Marie Andersen, fik datteren Nikoline efternavnet Schneider. I den første udgave af Dansk Biografisk Leksikon står der, at Nikoline var datter af en ’Musiker Schneider’, men det forsvinder i senere udgaver.  Efter fødslen får Marie tjeneste hos kammerherre Stibolt i Studiestræde nr. 55, mens barnet anbringes på hjørnet af Uhlfeldtsplads og Tugthusporten nr. 111, stuen, (i nærheden af Gråbrødretorv) hos Maries søster Karen, der er gift med smedesvend Christian Schibel.

Nikoline vokser nu op sammen med de Schibelske børn og kommer også ud at tjene.  Næste gang vi hører om hende, er hun som sagt husjomfru hos malermester Jørgen Ernst Meyer og bliver senere gift med ham. I løbet af de næste 11 år fødte hun ham fire børn, Axel, Johannes, Hedvig og Emil, hvoraf datteren Hedvig Frederikke Nikoline blev min farmor.

The image “http://freepages.genealogy.rootsweb.com/~hedvig/images/nicoline_schneider.jpg” cannot be displayed, because it contains errors.Nikoline må have været et meget dygtigt menneske, som efter sin mands død var i stand til at videreføre den fabrik, som han havde grundlagt, og hun har formentlig været den, der havde de kunstneriske evner, idet hun menes at have stået for dekoreringen af de mange lakarbejder. Men der er nok ingen tvivl om, at Jørgen Ernsts bror Johan Christoffer også medvirkede senere hen, da der blev lavet stole og borde af papmaché, som faktisk var forløberen for senere tiders plastic.

Der findes et par lakbakker på Københavns Bymuseum. Desuden kendes et skrivesæt i privateje i familien, på bagsiden dekoreret med et billede af villaen med fabrikken i baggrunden, og på Kunstindustrimuseet står der et meget smukt ottekantet skakbord af træ og papmaché og med indlagt lak og perlemor, samt to stole med gulddekorationer. Der er næppe nogen tvivl om, at Jørgen Ernsts bror, som var snedkermester og papmachéfabrikant, har medvirket ved fremstillingen af disse møbler.

Efterhånden som fabrikationen klarede sig bedre, involverede Jørgen Ernst sig i andre aktiviteter. Han var medstifter af Industriforeningen og deltog også i indsamlingen af midler til Sankt Johanneskirken, som ligger på Nørrebro ved Sankt Hans Torv. Da københavnerne flyttede uden for søerne, måtte de stadig tage helt ind til det indre København, når de skulle i kirke. Familien Meyer hørte til i Helligånds sogn og tog altså til Helligåndskirken på det, der nu hedder Strøget. Der var derfor et stort behov for at bygge nye kirker, og Sankt Johannes sogn var det første af de mange nye sogne i København.

Jørgen Ernst og Nikoline fik fire børn. Den ene af dem blev min farmor, og Jørgen Ernsts tre døtre af første ægteskab, Adamine, Mathilde og Thora, var altså halvsøstre til min farmor Hedvig Frederikke Nikoline. Jeg husker dem omtalt af min far som tante Mine, tante Mathilde og tante Thora.

Først lidt om tanterne. - Adamine blev gift med Wilhelm Eszlinger. Han var urmager, og hans familie stammede fra Tyskland. Han døde i 1893 og hun sad tilbage som enke indtil hun døde i 1912. Jeg har et sted i et skifte fundet følgende: ” Intet efterladt. Læge Ørum (min farfar) bekostede begravelsen.”  De fik en søn, Jacob.

Mathilde blev gift med Niels Wilhelm Jørgensen, som var guldsmed. Han fik borgerskab under Københavnske Guld- og Sølvsmedemestre i 1855. De fik to sønner Frits og Niels.

Thora blev gift med den fem år yngre Frederik Vilhelm Axelsen fra Sorø, som blev godsinspektør på godset Knuthenborg ved Bandholm og beholdt denne stilling i næsten 30 år. Frederik Vilhelm blev ansat på Knuthenborg før 1880, hvor han første gang optræder i folketællingerne. Måske blev han ansat, da Adam Wilhelm Knuth overtog godset efter sin brors død, den navnkundige Eggert Knuth, der anlagde den engelske have. Adam Wilhelm Knuth døde i 1888, og fra 1888 til 1907 var godset under administration for Adam Wilhelm Knuths umyndige søn. Godsinspektør Axelsen døde i 1907, Thora ti år før. De fik ingen børn.

I begyndelsen af 1870’erne kom jernbanen til Maribo og Bandholm, og det gjorde, at familien Axelsen let kunne komme rundt i landet. Han var således fadder ved min fars søster Thoras barnedåb i Ålborg i 1880, hvor han kaldes godsinspektør. Både han og hans kone Thora var faddere ved min onkel Kajs barnedåb i Ålborg i 1884 (samme titel) og han igen ved min fars (Svends) barnedåb i Aarhus i 1886, hvor han i kirkebogen nu tituleres som Justitsråd. I familien kaldtes han for onkel Axelsen. Han og Thora har nok også ofte besøgt søstrene i København. I øvrigt har de temmelig sikkert levet et bekvemt liv som en slags lokale konger, især i den tid, hvor godset var under administration, og godsinspektøren var højeste myndighed på godset.


Axel Meyer (1846-1914) og Emil Meyer (1856-1930)


Jørgen Ernst dør i september 1873, og i begyndelsen af 1874 over tager Nikoline formelt ejendommen og dermed fabrikken. Af hendes tre sønner var de to a dem, Axel og Emil, egnede til at føre fabrikken videre, men endnu var Emil kun 18 år, så han blev først sendt på studier i England. Otte år senere overgår fabrikken så til sønnerne Axel og Emil. Deres bror Johannes ved vi meget lidt om, han blev gift med Fernanda Henriksen og omtales i mange år i Kraks vejviser som fabrikant og flytter i øvrigt adresse flere gange, men han ender sine dage på Skt. Hans hospital i Roskilde og bliver begravet på Holmens kirkegård, ikke på Assistens som resten af familien. I familien mente man, at han led af skizofreni.

I 1880’erne er det en ny tid for industrien, det er ikke længere de små håndværks­foretagender, der er fremherskende, men der opstår mange nye fabrikker, og efter brødrene Axel og Emil Meyers overtagelse af fabrikken i 1898 efter moderens død sker der mange udvidelser. Fabrikationen af voksdug til gulve bliver efterhånden udkonkurreret af linoleum, som også kom fra England, og da Axel træder ud af ledelsen for at hellige sig forskellige tillidsposter inden for handel og industri, beslutter Emil helt at ophøre med at producere voksdug. Endvidere overdrages lakvarefabrikationen til aktieselskabet Carl Lunds Fabrikker, og Emil koncentrerer sig nu om linoleum. Samtidig ændrer han firmaets navn fra E. Meyer til Em. Meyer.

Både Jørgen Ernst og de to sønner Axel og Emil havde interesse for at deltage i det offentlige liv. Den væsentligste indsats for Jørgen Ernsts vedkommende var, at han var medstifter af Københavns Industriforening. Også Axel var med i Industriforeningen og sad i dens bestyrelse. Han var formand for Fælles­repræsentationen for dansk Industri og Håndværk fra 1889 til sin død i 1914 og udvidede den i sin formandstid fra 25 foreninger til omkring 400 foreninger, igen under et motto: 'Sammenhold giver styrke'. Han var med til at stifte bl.a. Kunstindustrimuseet, Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring og Teknologisk Institut.



Emil deltager på samme måde i en masse industrielle foretagender. Han havde indset nytten for en håndværker til at rejse udenlands og se sig om, så han blev medstifter af Rejsestipendieforeningen for håndværkere og industridrivende. I 1906 stifter han foreningen for arbejdsgivere i linoleumsbranchen. Han har stor interesse i store fagudstillinger, i 1888 er han medlem af bedømmelsesudvalget ved den nordiske udstilling i København, og han er generalkommissær for Danmarks deltagelse i verdensudstillingen i Chicago i 1893. Han har skrevet en bog om udstillingen, som findes på det kgl. bibliotek.


Verdensudstillingen i Chicago i 1893


I august 1891 får man i Danmark en forespørgsel fra USA, om man ønsker at deltage i verdensudstillingen to år senere. Det biver forelagt for den danske industri, som imidlertid ikke er videre interesseret. Den 10. september rejser Emil Meyer til Chicago for at få nærmere oplysninger. Det giver anledning til en lang række cirkulærer og skrivelser, og enden på det bliver, at Indenrigsministeriet ansøger om et statstilskud på Finansloven på kr. 250.000. Der nedsættes en komité i april 1892 bestående af hofjuveler C. Michelsen som formand, fabrikant Emil Meyer bliver generalkommissær, endvidere mærkes blandt de 12 medlemmer fabrikant Axel Meyer (Emils bror).

Ud over industri har man i begyndelsen ingen interesse i at fremvise andet fra Danmark, end ikke et 'mælkeri', som amerikanerne ellers har foreslået (og som man vist fortryder bagefter). Dansk kunst er ikke noget, men det bliver nu til noget alligevel, og dertil kommer, at en række kvinder også ønsker at fremvise kvinders arbejder.

Det overdrages til arkitekt K. Arne-Petersen (Emils svoger!) at udarbejde planer for anvendelsen og udsmykningen af arealet, man ønsker, at han skal tilvejebringe 'stilfulde indramninger, som kunne henlede publikums opmærksomhed på Danmark og danske frembringelser, og at udstillingen skulle fremtræde for publikum i hyggelige omgivelser og på den mest tiltalende måde'.

Fotografier fra udstillingen i bogen minder stærkt om udsmykningen af Københavns rådhus.

Man bliver enige om, at de enkelte dele til udstillingen skal opbygges i Danmark og samles på stedet i USA, bl. a. fordi arbejdslønningerne i Danmark er lavere end i USA.  Derefter skal der så lægges en plan for afsendelsen til USA. Det aftales, at alt materiale skal sendes med dampskibet Thingvalla den 24. januar 1893. Udstillingsgenstandene skal så følge efter den 7. februar med en anden damper. Men sundet er tifrosset, Københavns havn er lukket af is, og man må vente til begyndelsen af marts. Transporten bliver nu med dampskibene Hekla, Norge og Thingvalla. Undervejs til New York knækker Heklas skrueakse, og den ankommer først den 9. april.

Imens er arkitekt K. Arne-Petersen og to andre ankommet til New York den 26. marts, arkitekten fortsætter til Chicago, de andre venter på Heklas ankomst. På grund af uheldet med Hekla forsinkes man yderligee med masser af papirarbejde.

Den næste forsinkelse viser sig, da udstillingsmaterialet skal videre med tog til Chicago, hvor det er vanskeligt at skaffe plads på jernbanevognene. En anden forsinkelse opstår på grund af de mange formaliteter i forbindelse med Heklas havari. Den 15. april er udstillingsgodset indladet i jernbanevogne parat til afgang til Chicago, og vel ankommet dertil tager det også tid at få losset godset af vognene igen, det giver anledning til meget overarbejde, og man er nødt til at ansætte lokale arbejdere, som man ikke er særlig imponeret af. Og Emil Meyer giver arkitekten, tømrermesteren og hofdekorationsmaleren ros for den gode forberedelse hjemmefra.

Udstillingen består af en industrihal, en landbrugsafdeling, en kunsthal og kvindernes bygning. Den åbner på grundlovsdag den 5. juni og indeholder virkelig et bredt udsnit af, hvad dansk industri, kunst og landbrug formår. Der er en statue af H. C. Andersen og en af Thorvaldsen, samt mange andre skulpturer. En stor samling danske malerier er også repræsenteret. Kvinderne har fremstillet kunstbroderier og kniplinger. Man bæver ved tanken om, hvad der yderligere kunne være sket på transporten over Atlanterhavet.

Da udstillingen er slut, har man alt besværet med at pakke det hele ned. Mange af kasserne er blevet beskadiget eller rent ud sagt ødelagt, og toldbehandlingen er ikke ligefrem smidig. Tolderne insisterer på at overvære, at hver eneste stykke bliver checket og pakket ned. Vi er nu henne i november måned, hvor det er bidende koldt og til tider stærkt snefald, og igen er det svært at få alting med jernbanen så hurtigt som ønskeligt.

Ud over denne beskrivelse, som er spændende at læse i dag 100 år efter, indeholder bogen regnskaber for udstillingen og masser af tegninger over udstillingsarealet og fotografier fra indgangsportalerne med det danske rigsvåben og de to 'vildmænd'.

Der er ingen tvivl om, at Emil har lagt et meget stort arbejde i at få udstillingen organiseret.



Hedvig Frederikke Nikoline Meyer (1854-1937)


Min farmor Hedvig Frederikke Nikoline, som havde en dygtig mor og to initiativrige brødre, var først og fremmest lægefrue og mor for sine fire børn, og de år, hvor hun og Peter Ørum boede i København, elskede hun at gå i Tivoli - helst hver dag - og havde – ligesom i Århus - besøg af sine veninder til eftermiddagste, ved hvilken lejlighed de beklagede sig over, hvor meget de unge piger skulle have i løn nu om stunder (min fars udsagn). Men det var forholdene for kvinder dengang. Ved skiftet efter hendes mor Nikoline var det kun mændene i familien – Axel og Emil (Johannes Ernst var på det tidspunkt indlagt på Skt. Hans) og Poul Peter Ørum, Hedvigs mand – der mødte op og skrev under på papirerne, kvinderne havde ingen juridiske beføjelser (men Nikoline havde dog med dygtighed ført fabrikken videre efter sin mands død).


Johannes Ernst Meyer (1852-1929)


Johannes Ernst bliver ikke nævnt i familien. Han bliver gift med Camilla Fernanda Henriksen, i begravelsesprotokollen på Københavns Stadsarkiv står der, at hun var født Dahl, så hun har formentlig været enke, da de bliver gift. Hun var datter af hofjuveler Emil Ferdinand Dahl. Johannes Ernst havde en ubetydelig stilling på fabrikken på Blegdamsvej, han kalder sig fabrikant, og på et tidspunkt blev han syg og blev indlagt på Skt. Hans hospital i Roskilde, hvor han døde.




Axel Meyer (1846 – 1914)

The image “http://freepages.genealogy.rootsweb.com/~hedvig/images/axel_meyer_1846-1914.jpg” cannot be displayed, because it contains errors.


Axel Meyer


Axel blev gift med Fanny Jensen, de fik syv børn, hvoraf fire unge drenge døde af tuberkulose (ingen af dem blev gift) og en datter som spæd, men han overleves af sønnen Knud og datteren Ellen. Knud Meyer havde en højst bemærkelsesværdig karriere. Først blev han udlært til guldsmed hos hofjuveler A. Dragsted, derefter rejste han rundt i og uden for Europa, han var i München, Budapest, Cairo samt Geneve og Zürich. Efter sin hjemkomst var han ansat hos assurancefirmaet Bergh og Owen. Derefter genoptog han arbejdet som guldsmed, denne gang hos hofjuveler Aug. Thomsen. Endelig kom han til assurancekompagniet Baltica, hvor han med tiden blev ekspert i brandforsikring. Han fik grossererborgerskab i 1910. Han blev gift med Meta Marie Grundtvig Nielsen og efter hendes død i 1957 gift for 2. gang med Nelly Gjerulff. Han dør i 1971, og på trods af, at han har boet på Østerbro hele sit liv, bliver han bisat fra Messiaskirken i Gentofte kommune, og dette skyldes utvivlsomt, at sønnen Jørgen viste sig at bo på Øregårdsallé 21 i Hellerup. I dødsannoncen står der tre børn, Edith, Rita og Jørgen. Sønnen Jørgen viser sig at være født på et tidspunkt, hvor Knud er ganske ung, og jeg gætter på, at han er Meta Maries søn af et tidligere ægteskab. Han forsvinder fra telefonbogen i 1990. Vi er nu så langt fremme, at det er vanskeligt at efterspore folk yderligere, folkeregisteret i Gentofte er ikke villige til at kaste yderligere lys over denne familie. Knuds søster Ellen blev også gift to gange, først med toldbetjent Axel Olsen og siden med en mand med det usædvanlige efternavn Munark.


Emil Meyer


Emil blev gift med Julia Angelica Petersen, en søster til Tivolidirektør, arkitekt Arne Petersen, og Emil var medlem af Tivolis bestyrelse. Emil forgudede sin kone, og til deres store sorg mistede de deres eneste barn, en lille søn, der var døbt Kaj. Emil blev overordentlig velhavende og testamenterede en stor del af sin formue til Kunstindustrimuseet, foruden at han oprettede et par legater til fordel for museet. Han var populær hos de ansatte på fabrikken og for sin godgørenhed til jul på Østerbro, men en lignende popularitet savnes hos familien. Hans søster (min farmor), som dårlig nok havde salt til et æg i sine sidste år, var meget bitter over, at hun ikke blev mere tilgodeset, end tilfældet var.

Jørgen Ernst og Nikoline samt deres sønner Emil og Axel ligger begravet på Assistens Kirkegård. Her er også andre af familien begravet, bl.a. Jørgen Ernsts søster Margrethe Elisabeth og Emil og Axels børn, samt Knuds første kone. Gravstedet prydes af en meget stor flot gravsten, og gravstedet er blevet anset for bevaringsværdigt. Gravstedet hedder 301/302 i afd. Q og findes ret tæt ved indgangen fra Kapelvej.  Jørgen Ernst er begravet på Holmens kirkegård.

The image “http://freepages.genealogy.rootsweb.com/~hedvig/images/1873-1914_big_meyer_gravst.jpg” cannot be displayed, because it contains errors.



The image “http://freepages.genealogy.rootsweb.com/~hedvig/images/hedvig_frederikke_nikoline_meyer.jpg” cannot be displayed, because it contains errors.Hedvig Frederikke Nikoline blev altså gift med Poul Peter Ørum, der var praktiserende læge med interesse for homøopatisk medicin. Han var også politisk aktiv, venstremand, og læste Politiken. Det var der vist meget forargelse over i Århus dengang. Men nu må vi tilbage til familien Ørum.

P.P Ørum og Hedvig  fik 5 børn, Thora, Poul, Kaj, Svend (min far), og Knud. Det skulle have været Svend, Knud og Valdemar, men Knud døde kort efter fødslen, og så kom der ikke flere børn. De tre ældste blev født i Ålborg, mens Svend og Knud kom til verden i Århus.




















Thora Johanne Marie Ørum
var født i 1880. Hun rejste til København og fik et kontorjob, ellers ved jeg ikke meget om hende, indtil hun i 1912 i en alder af 32 år blev gift med Samuel Kabacznik, der var direktør for det franske kornfirma Dreyfus. I begyndelsen boede de i Rusland, hvor han havde familie, min far fortæller i sine breve hjem, at han har besøgt både Kabaczniks mor og bror. Den sidste overlevede revolutionen i Rusland i 1917. Thora og Kabacznik (sådan blev han altid omtalt i familien) blev kaldt hjem til Danmark i 1914. Firmaet gik senere konkurs. De fik tre døtre. De blev skilt i 1936.

Karen Lise Ørum Larsen skriver:
Thora boede i sin ungdom hos forældrene i Århus, men gjorde det usædvanlige, at hun flyttede til København noget efter år 1900 og fik arbejde som kontordame hos firmaet Peschardt. Hun var ikke ret fortrolig med sin moder, der var noget skrap og formel, hvorimod hun elskede sin far meget højt og var ked af, at hun ikke fik lejlighed nok til at snakke med ham.

I København boede hun i pensionat, måske hos frk. Møller, der havde et stort pensionat på Rådhuspladsen. Frk. Møller blev i hvert fald efterhånden næsten betragtet som hørende med til familien P.P. Ørum. På dette pensionat traf hun sin mand, den polsk-russiske jødiske Samuel Kabacznik. De blev gift og rejste i 1913 til Rusland, hvor deres første datter Inger er født. Men i foråret rejste de en tur til Danmark, så kom Verdenskrigen, og de måtte efterlade alt, hvad de ejede af indbo m.v. i Rusland, Kabacznik havde været ansat i kornfirmaet Dreyfus i byen Jesk i Rusland.

Ved hjemkomsten blev han direktør for Dreyfus afdeling i København, og de boede meget smukt og flot i Hammerichsgade.

Inger 1913 – 1970
Gudrun 1915 – 1965
Birte Nadja 1920 – 1998



Familien boede i Hammerichsgade indtil 1936, hvor Kabaczniks grossererforretning, der lå på Ved Stranden, gik fallit, og han gik fra familien for at flytte sammen med en tidligere kæreste. Alt blev solgt og ved familiens og venners hjælp fik Thora et hus på Olufsvej, hvor hun boede til sin død med de to ældste døtre. Hun led det meste af sit liv af en svær leddegigt.



Poul Carl Oscar Ørum blev født i 1881. Han blev student fra Aarhus Katedralskole og læste til civilingeniør. Efter sin eksamen opholdt han sig i mange år i udlandet, først i England og siden i USA. Han blev direktør for betonfirmaet Danalith og boede i flere år i Frankrig. Han blev gift med Lilli Funch Thomsen, hvis far ejede Aarhus Stifts Bogtrykkeri. De fik tre børn, Karen Lise, Palle og Dorthe. Palle blev gift med russiskfødte Marina og fik børnene Tania og Poul, Karen Lise blev gift med politifuldmægtig Poul Larsen og fik børnene Niels Peter og Kirsten. Poul Larsen var stærkt involveret i modstandsbevægelsen under besættelsen og blev henrettet af tyskerne 32 år gammel i marts 1945. Han ligger begravet i Mindelunden i Hellerup. Dorthe blev gift med Søløjtnant, senere Kommandør, Jens Elving. Dorthe døde 21 år gammel efter at have født deres eneste barn, datteren Karen Elisabeth, som så blev opdraget af sin mormor, Lilli Ørum, min tante Lilli. Tante Lilli kom meget hos os under krigen, men da hun blev ældre, flyttede hun til Sostrup Slot, som var en herregård, der var blevet overtaget af en nonneorden og omdannet til plejehjem. Her fejrede hun i 1966 sin 80-års fødselsdag, og i den anledning drog hele familien af sted fra København i to biler, Kaj kørte den ene og jeg den anden (min var vist helt ny), og jeg mindes stadig hjemturen fra Sostrup til Grenå, hvor vi skulle med færgen. Det var snestorm, og driverne lagde sig hen over den lille vej langs kysten, vi noget uforsigtige havde valgt at køre ad. Kun takket være en sneskraber-traktor lige foran os lykkedes det os at komme til Grenå uden at sidde fast i driverne. Jeg tror ikke, at de andre i familien var klar over, hvor svært det var at køre under de forhold.

Kaj Vilhelm Ørum blev født i 1884 og blev lige som sin bror Poul student fra Aarhus Katedralskole, og derefter drog også han til København for at læse til ingeniør. Efter endt eksamen blev han i Danmark i nogle år, hvor han også aftjente sin værnepligt, men derefter tog han en kort tid til USA. Derefter var han i fem år ansat ved Københavns Belysningsvæsen. Fra 1915 til sin død i 1945 var han adm. direktør for Sydøstsjællands Elektricitets Aktie Selskab (SEAS). Han blev skudt af tyskerne ved Fakse Kalkbrud under en transport den 7. april 1945, dagen før min konfirmation. Han var gift tre gange, første gang med Alma Meincke, med hvem han fik min kusine Kaja, 2. gang med Elisabeth Østerbye, kaldet Lis, og 3. gang med Marie Bang, kaldet Misse.

Svend Ørum (min far) blev født i 1886. I modsætning til sine brødre tog han Præliminæreksamen fra Aarhus Katedralskole. Det var en slags Realeksamen. Efter endt skolegang tog han handelseksamen og drog derefter til Tyskland og blev ansat i forskellige virksomheder, hvor han fik en generel handelsuddannelse og lærte at tale flydende tysk. I 1910 opholdt han sig i Nürnberg, ansat i en metalvarefabrik, Mars-Werke A.-G., der fremstillede biler og motorcykler. Her skrev han et ansøgningsbrev, som formentlig blev sendt til flere firmaer, hvor han tilbød at være det pågældende firmas repræsentant i Skandinavien. Efter opholdet i Tyskland blev han ansat i det danske firma Simonsen & Nielsen, her fungerede han som ’rejsende’, som det hed dengang og solgte firmaets varer i de skandinaviske lande. Så vidt jeg ved bestod de bl.a. i cykler og haglgeværer. Nogle år senere, blev han bedt om at oprette en afdeling af Simonsen & Nielsen i Moskva, og jeg har nu en række breve, som han sendte hjem til sine forældre i København, som fortæller om livet derovre. Brevene begynder i 1916, hvor han efter at have boet hos diverse damer, som lejede værelser ud, bliver logerende hos familien Schwallbach. Hos familien Schwallbach bliver han godt modtaget og, som han skriver, bliver behandlet som en søn af huset, og det ender da også med at han en dag bliver forlovet og gift med den ene af døtrene, Olga.  

Min fars breve fra Rusland

Efter revolutionen var min far og mor naturligvis kun interesseret i at komme ud af Rusland og rejse til Danmark, men det fik lange udsigter. Først i 1920 kunne det lade sig gøre. Under den 1. verdenskrig, som Danmark ikke deltog i, ville man fra dansk side vise sin gode vilje og tilbød derfor at tage sig af krigsfanger. Der blev anbragt en del russiske krigsfanger bl. a. på Hald Ege ved Viborg, og da de skulle tilbage til Rusland, blev de udvekslet med en lille rest af danskere, der stadig opholdt sig i Moskva.

Hjemkomsten fra Rusland

to be continued


Indhold
updated 29 august 2009 - email:  Hedvig Pitzner-Jørgensen